Fortsæt til indhold

To helt forskellige kampe

Bundholdet og topholdet ventede Hvidovre Fighters i det jyske - begge hold fik smæk

Arkiv
Arkiv

Hvidovre tog sig kærligt af Aarhus og vandt opgøret med 8-2. Det blev som forventet lidt mere tæt i Herning, som dog måtte se sig besejret med 2-0. Traditionen tro var der hele seks udvisninger til Hvidovre, hvor hjemmeholdet slap af sted med to, hvoraf den sidste faldt i kampens døende sekunder. - Jeg kommenteter aldrig på dommere og udvisninger, men gerne på det sportslige, fortæller træner Jesper Andersen. - I Aarhus satte vi det hele på plads i første periode, som vi vandt med hele 5-0, der sagtens kunne have været en meget større føring. Alle tre kæder producerede point, så det var meget tilfredsstillende. I kampen mod Herning, der lå på 1. pladsen, blev det meget anderledes. De havde valgt at tage deres U 20 målmand med, der også er landsholdsmålmand, og så har de mange dygtige og disciplinerede spillere. Vi vidste, at vores udgangspunkt skulle være defensivt og så slå til, når mulighederne bød sig... - Det gjorde vi så to gange. Først scorede Janus Andersen et fint mål, hvor vi havde fået lagt det høje pres. Det høje pres er udgangspunktet og det første skridt i det defensive spil. Det gjorde vi rigtig fint gennem hele kampen. Vi spillede med stor tålmodighed, og selvom vi kom i undertal nogle gang, holdt vi fast i konceptet. Det er imponerende, når man tænker på, at vi var 16 mand af sted med seks spillere under 20 år... - Anders Christensen lukkede kampen for os, da han sidst i kampen scorede til 2-0 efter et presspil, hvor de begik en fejl, som han koldt og kynisk udnyttede. Hvor vi i lørdagens kamp havde Magnus Bo Hansen i kassen, var det Peter Becker, der vogtede målet i Herning. Begge målmænd spillede solidt, og det er optimalt at have to målmænd med høj klasse... - Vi ligger solidt til i rækken, men har en kamp på tirsdag, som vi skal vinde. Det er udekampen mod Herlev, og jeg tror da også, vi vinder. Vi er inde i en god stime, stemningen på holdet er den helt rigtige, og så udvikler vi os hele tiden. Man skal være gode for at besejre os i øjeblikket... ebo