City Kolding mindes Bowie med koncert i Borchs Gård
”Best Of Bowie” spiller en række af den afdøde sangers kendeste numrer
Da meldingen om den engelske rocksanger, Dawid Bowies død (69 år) ramte medierne mandag den 11. januar, var der ikke langt fra tanke til handling hos City Kolding. I Aftenshowet i DR1 så citychefen det danske band ”Best Of Bowie”, og dem kontaktede hun omgående med henblik på at få arrangeret en mindekoncert i Kolding. Den er nu på plads og finder sted fredag den 1. juli kl. 20 i Borchs Gård.
City Kolding har tidligere lavet tagkoncerter med bl.a. kopiband med musik af Queen, Elvis Presley og Michael Jackson i Borchs Gård. Denne gang bliver det ikke en egentlig tagkoncert, men der bygges i stedet en scene op i gården, således at der bliver plads til rigtig mange gæster. Og dem ventes der en del af, idet der i forvejen er Open Night i midtbyen, så butikkerne har åbent til kl. 22.
“Man kan godt sige, at vi denne gang har arbejdet ”baglæns” med et af vores store arrangementer. Vi plejer at have sponsorerne på plads, inden vi siger ja til en koncert, men i dette tilfælde var det bare med at sige ja, da ”Best Of Bowie” kunne få en koncert i Kolding presset ind i kalenderen. Nu må vi så efterfølgende i gang med at finde sponsorer”, siger citychef Mette Schumacher. Hun har dog allerede sikret sig Lokalavisen Kolding som medarrangør.
Koncerten er gratis
Koncerten med ”Best Of Bowie” bliver gratis, selv om den er forbundet med store udgifter at arrangere. Der er imidlertid skabt tradition for, at der til City Koldings koncerter ikke tages entré, og på den måde kan alle være med. Citychefen glæder sig da også til at kunne præsentere nogle af David Bowies bedste sange for koldingenserne.
Det bliver en stor aften, hvor vi kan mindes Bowie og alle hans fantastiske sange. Dem er der blevet nogle stykker af gennem de mange år, han holdt sig på toppen, og jeg tror, at det bliver en uforglemmelig aften i selskab med ”Best Of Bowie”, som betegnes som et af landets bedste og mest efterspurgte rockbands, lyder det fra Mette Schumacher.