Fortsæt til indhold

OB's herrer og damer gør rent bord

Begge hold er allerede kvalificeret til DM-semifinalerne

Arkiv
Danni Paulsen

OB-Bordtennis' kvinder har været ganske suveræne i denne sæson.
Selv om der stadig mangler en del kampe i grundspillet, så har kvinderne allerede sikret sig førstepladsen.
Med to sejre i Hillerød i weekenden blev det til 11 sejre ud af 11 mulige, og dermed skal de suveræne kvinder møde rækkens nummer fire, når der skal spilles semifinaler.
De resterende tre pladser er der dog stadig hård kamp om, så de må vente lidt endnu med at finde ud af, hvem modstanderen bliver.
Også herrerne hos OB-Bordtennis er godt kørende i Stigadivisionen.
Søndag gjorde de rent bord med en 5-0-sejr over rækkens prygelknabe Vestegnen, og dermed holder de sig godt til i toppen, hvor der blot er et enkelt point op til nummer et, CPH Bordtennis, der dog har spillet en kamp mere end fynboerne.
På grund af internationale turneringer og kampe i Sverige spiller det fynske tophold først igen torsdag d. 18. i Næstved og søndag d. 21. februar hjemme mod B75. Sejre i de to kampe vil sikre OB førstepladsen i slutspillet og dermed seedningsfordel i semifinalerne i marts.