Når man er tæt på at falde, klatrer man bare videre

Der sker noget sælsomt med kroppen, når man i et ellers meget moderat tempo kæmper sig op ad klatrevæggene i Kolding Klatreklub. På et tidspunkt rammer man som fuldstændig nybegynder en højde, hvor hovedet begynder at spille en et puds. I klatreklubben kalder de det “at blive dum på højden.” Det sætter sig i hænderne, som mælkesyre der strømmer ud i fingrene og svækker dem, indtil man til sidst bare har lyst til at give slip. Hvis man da bare ikke var så forbandet tæt på toppen.
Nogenlunde sådan må de inkarnerede ildsjæle i Kolding Klatreklub have følt det, da de for blot et tre år siden blev opsagt i lejemålet på Dalbygade. Misforståelser og teknikaliteter var tæt på at tage livet af klubben, som dengang ikke talte mere end en snes medlemmer og et enkelt hjørne af den store hal indrettet som klatrevæg. Men i stedet for at give slip på passionen, besluttede medlemmerne sig for at klatre højere.
“Vi kiggede lidt på hinanden, og så blev vi enige om at satse. Så lejede vi hele hallen i stedet,” konstaterer formand Jens Kristian Winbladh tørt.

Medlemstal eksploderede

Kolding Klatreklub er nomineret til at blive Årets Forening i Kolding Kommune, og det er netop historien om kampen for at blive ved med at klatre, der har bragt klubben dertil. For med i satsningen på at leje hele hallen lå også udfordringen i faktisk at have noget at tilbyde.
“Vi havde en forestilling om, at hvis vi byggede mere, og vi byggede kæmpestort, så ville der også komme flere medlemmer. Vi havde bare ingen penge. Det har krævet meget arbejde i at søge hos fonde, for vi ville gerne selv generere pengene,” fortæller Jens Kristian Winbladh.

Det hårde arbejde lønner sig, og teorien holdt stik. Kolding Klatreklub er i dag oppe omkring 200 medlemmer, og folk kommer til fra Vejle, Fredericia og Haderslev for at prøve kræfter med de udfordrende vægge. Her bliver klatrestierne - som de kaldes - ændret tre gange om året. Det er helt i tråd med klubbens filosofi, for der skal konstant udvikling til for fortsat at være en interessant klub for såvel eksisterende som potentielle medlemmer.
“Vi er en forening af frivillige, og det skal også kunne mærkes, at arbejdet for klubben har en effekt,” siger formanden og peger over på det nyeste projekt i hallen. En stor “boulder”. Det er en væsentligt lavere klatrevæg, hvor madrasser tager fra, når man falder.

“Vi får rigtig mange af vores nye medlemmer gennem netværk fra eksisterende medlemmer, og det betyder bare mega-meget for motivationen i sådan en klub her, at medlemmerne kan se, at de får noget igen. Så er det jo bare en kæmpe fornøjelse, at man kan se på, mens medlemstallet er eksploderet. Det viser, at her er noget engagement,” fastslår Jens Kristian Winbladh.