Giv attraktive landsbyer en chance
Landsbyerne og det åbne land i Køge Kommune skal fuldstændigt omkalfatres, hvis det står til Venstre i Køge. Alle de fine ord om bæredygtighed, dialog, kvalitet og boformer skal erstattes af vækst og udviklingsmuligheder, erhverv og nye boliger. Det fremgår af Venstres udspil til en revision af Køge Kommunes landdistriktpolitik.
Udspillet og timingen må sige at komme bag på de fleste. Det er mindre end et halvt år siden, at Venstre i Køge, at Venstre roste sig selv for at have stået i spidsen for vedtagelsen af en meget fin og afbalanceret landdistriktpolitik. Nu skal det hele åbenbart laves om.
Radikale Venstre ønsker en afbalanceret udvikling, hvor skillelinjer mellem erhverv og boliger bevares og ændres, hvor det giver mening. Det betyder, at en håndværksmester gerne må få lov til at udnytte en gammel staldbygning til lager eller parkering for sin maskinpark. Det betyder også, at erhverv, som hører naturlig hjemme på landet, f.eks. økologiske landbrug skal have bedre muligheder for at huse sæsonarbejderne. Kæmpe tilbygninger skal henvises til erhvervsarealer og boliger til deciderede udstykninger. Proprietærer og landsbybeboere har jo netop valgt at bo på landet for at bevare og udvikle de kvaliteter, som er der.
Respekten for kommunalplan og lokalplan skal opretholdes. Dispensationer skal kun gives i helt særlige tilfælde og ikke, som byrådet vedtog i december 2015, som standard. Venstre er godt nok det største parti i byrådet, men Venstre har ikke flertal alene. Så jeg vil håbe, at de øvrige partier i flertalsgruppen stemmer forslaget ned, når det kommer til byrådets behandling.
Formand for Radikale Venstre i Køge,
Søren Gommesen,
Nørregade 9C, Køge