Forældrene ved ikke, at det er så nemt at få fat i stoffer
Pulsen står klar med rådgivning og tilbud om forældregrupper til forældre, der er bekymrede
Ud på skolerne
Hos Pulsen, der sidste forår flyttede i nye lokaler i Blytækkerporten (Rævens tidligere lokaler), er der ansat tre behandlere til at hjælpe unge, der har et “skadeligt stofbrug”. En af de tre er Mian Nørhave. Hun tager imod de unge, der henvender sig og beder om hjælp. Og så tager hun ud på skolerne og følger op på de 8. klasser, hvor der er flere, der tilkendegiver, at de har prøvet hash: - Vi deltager i forældremøder i klasser, hvor er flere og måske en gruppe, der ryger hash, fortæller Mian, der oplever, at hash er blevet et meget almindeligt brugt stof blandt de unge. Pulsen kommer ikke med nogen løftet pegefinger og fortæller de unge, at de skal holde op: - Vi har en anerkendende tilgang, og det vi gør ude på skolerne er langt hen ad vejen, at informere de unge, om hvad, der sker med dem, når de fx ryger hash hver dag eller tager andre stoffer jævnligt. Det er erfaringen blandt Pulsens behandlere, at de unge springer ud i hash og stoffer uden helt at vide, hvad de udsætter deres krop for: - Mange unge er så sindssygt risikovillige, så de tænker: “Det vil vi gerne prøve”, fortæller Mian Nørhave.
Forældre kan bare ringe
Udover at lavede skræddersyede behandlingsforløb til de unge, har Pulsen også tilbud til forældre og andre pårørende til unge. Forældre eller andre voksne, der har bekymringer i forhold til, om deres barn eksperimenterer med stoffer, er altid velkomne til at kontakte Pulsen: - Vi ved, at der er rigtig mange forældre derude, der har brug for vejledning. De kan bare ringe eller komme herned og tale med os, lyder invitationen fra Heidi Larsen. Pulsen tilbyder forældre og andre pårørende, f.eks. en mormor, en søster eller lignende, at deltage i forældregrupper. De har lavet et forløb, hvor en mindre gruppe forældre mødes fire gange og bliver klædt på i forhold til viden og kommunikation om stoffer. Forældregruppe-forløbet bliver fulgt op efter tre måneder, så forældrene har en mulighed for at komme tilbage og få mere vejledning eller vende nye spørgsmål med de andre i forældregruppen. - Vi har indtil videre haft tre forløb med forældregrupper, og det, der måske er allermest vigtigt for forældrene - udover den viden de får undervejs - er at møde andre forældre i samme situation og opleve, at de ikke er de eneste, der står med en udfordring med en ung, der tager stoffer, fortæller Heidi Larsen. Pulsen er et socialpædagogisk behandlingstilbud for unge under 25 år, der har et skadeligt forbrug af stoffer eller alkohol. har forældregrupper for pårørende til de unge - den næste forældregruppe starter den 28. januar. Tilbyder både den unge og forældrene, at de kan henvende sig anonymt. Kan kontaktes på pulsen@hvidovre.dk eller telefon 36 34 48 49 har en hjemmeside ungekontakten.hvidovre.dk/pulsen