Fortsæt til indhold

Post Danmark Rundt kommer til Vejle de næste fem år

Arkiv
Af Jørgen Flindt

Siden 2005 har Vejle været en fast opløbsby, når etapeløbet Post Danmark Rundt skulle rundt i landet. Uanset om etapeløbet er startet i nord, syd eller vest, så har 3. etape hver gang fundet sin vinder på Søndermarken i Vejle.
Og sådan skal det fortsætte nogle år endnu. Vejle Kommune har indgået en aftale med Post Danmark Rundt, og den aftale betyder, at vejlenserne samt alle andre kan opleve cykelløb på Vejles stejle bakker frem til og med 2020.
"Det er en aftale, vi er meget glade for. Cykelløbet skaber jo en fantastisk folkefest. Ja, selv vejret plejer jo at være fantastisk, når rytterne kommer til Vejle," siger borgmester, Arne Sigtenbjerggaard (V).
Cykelløbet er da efterhånden også blevet en klassisk sommeroplevelse i Vejle, der trækker mange tusind tilskuere hen til især den stejle Kiddesvej og ved målstregen på Pederholms Allé.
"Vejle er jo heldig med at have de stejle bakker, som der ikke findes andre steder i landet, og det vil da også føles helt forkert, hvis ikke kongeetapen slutter i Vejle," siger borgmesteren.

Store bakker

Gl. Kongevej dannede ramme om ruten sidste år, og den, sammen med Østengaardbakken, vakte så stor begejstring blandt arrangørerne, at de to bakker planlægges i den kommende rute.
“Uanset hvilken retning ruten til Vejle ender med at blive, så vil vi gerne have de to bakker med igen. Det var på de bakker, at løbet blev afgjort sidste år. Bare det, at se den gule trøje nærmest stod stille opad Gl. Kongevej, var meget spektakulært,” siger Jesper Worre, der er løbsdirektør.
Opløbstrækningen forbliver dog den samme, og Kiddesvej skal atter danne ramme om den helt store folkefest, men de nye bakker kan også noget.
“Østengaard er jo vildt lang og sej, og Gl. kongevej er bare helt vildt hård, især med mange kilometer i benene. Den bakke kom bag på fleste sidste år,” siger han.

Glade for Vejle

Hos Post Danmark Rundt er man glade for, at Vejle fortsat skal være opløbsby.
"Vi er meget glade for Vejle, for dels har vi et rigtigt godt samarbejde med kommunen, men først og fremmest er Vejle med til at give løbet noget helt specielt. Det er kategoriseret som en bjergafslutning, og det at afslutningen sker opad er med til at skabe ravage i feltet. Og desuden kender de udenlandske hold efterhånden Vejle så godt, at de ved, at de ikke kan vinde Post Danmark Rundt med en sprinter," siger Jesper Worre, der er løbsdirektør.
På grund af OL finder Post Danmark Rundt sted tidligere end vanligt. 27. juli til 31. juli.