Lang pause fra pres skal udnyttes
FC Roskilde vil forynge og styrke holdet frem til den kommende sæson
Jan Partoft
Selv om FC Roskildes baner er vinterramt, så peger vejrudsigten for klubben på et lunt forår, hvor der skal plantes og dyrkes til en rig høst i efteråret. Med sikkerheden for at blive i 1. division, er blikket rettet mod sæson 2016-2017.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har haft et hårdt efterår med ni tabte kampe, sagde cheftræner Anders Theil til et statusmøde, som FC Roskilde Fan Club havde indkaldt til.
- Det har jeg selv en stor andel i, da jeg ikke har været dygtig nok i den halvsæson. Jeg har hvilet på laurbærrene.
- Det skal ændres og det bliver det også.
- Vi skal bruge det kommende halve år til at forberede os til næste sæson, nu hvor vi er sikre på at blive i divisionen.
- Målet for næste sæson er, at vi helst skal være med i top fem.
- Nu skal vi stille og roligt bygge holdet op.
- Det er synd og ærgerligt for FC Vestsjælland, at de gik konkurs, men for os giver det ro i maven, for det er hårdt at kæmpe for at overleve.
Forynge holdet
Da den nuværende sæson begyndte, stod FC Roskilde med et hold med mange nye spillere, der ikke var spillet sammen, og en del ældre spillere
- Vi er i øjeblikket ved at se på holdets aldersmæssig sammensætning. Her vil vi se på nogle af vores egne unge spillere, og i øjeblikket får vi mange henvendelser fra agenter og spillere.
- Jeg vil gerne have en målfarlig kantspiller og midtbanespiller, siger Anders Theil.
Transfervinduet lukker først 1. februar, så FC Roskilde har ingen meldinger om nye eller solgte spillere.
- Vi bruger utrolig megen tid på at snakke med agenter og spillere, og man vi ved ikke hvad der kommer ud af det i sidste ende, siger FC Roskildes formand Bo Tue Knudsen.
- Spillerhandler er en kabale med mange parter som påvirker i flere led. Laver en højre rangerende klub en handel udløser det mange gange nye handler i andre klubber, og det er først når vinduet lukker, man kan være sikker på at det hele er lykkedes.
Tag over hovedet
FC Roskilde Fan Club vil gerne have tag over hovedet på langsiden over for tribunen.
- Det er ikke noget vi er herrer over, siger Bo Tue Knudsen.
- Stadion er kommunens, og det er herfra det besluttes.
Fansene vil ellers gerne spæde økonomisk til, hvis der kan laves noget midlertidigt.
jp@roskildeavis.dk