Mand mistænkt for bilhærværk efter skænderi ved Lidl
Danni Paulsen
To mænd endte mandag eftermiddag i et mindre skænderi foran Lidl på Bystævnevej i Odense V.
De to var uenige om, hvorvidt den ene skulle have holdt tilbage for den anden på parkeringspladsen.
Angiveligt blev manden, der mente, at den anden skulle have holdt tilbage, så sur, at han endte med at ridse den andens BMW.
I politiets døgnrapport står der i hvert fald, at man har mistanke til, at det var den person, der begik hærværket.
Bilen fik en lang ridse på begge sider fra forhjul til baghjul.
Den mistænkte hærværksmand beskrives som mellem 25 til 30 år, 175 centimeter høj og almindelig af bygning.
Han havde sort, mellemlangt hår, var mørk i huden, talte dansk og var iført mørkt tøj.