Fortsæt til indhold

Spøger Brixtofte-sagen?

Arkiv
Arkiv

Lasse Egelund
Medlem af Vejle Byråd
Enhedslisten

Jeg har med glæde konstateret, at Peder Hummelemose (V) trækker sig fra den skandaleramte havnebestyrelse. Om det er de mange tydelige opfordringer fra Enhedslisten eller politiets efterforskning, der er årsag til Hummelmoses beslutning, kan jeg ikke afgøre, men måske er beslutningen et udtryk for, at etik og moralbegreber har ramt venstremanden som et kølleslag. Hvis det sidste er tilfældet, må det hilses med glæde og forhåbentlig få afsmittende virkning på andre i Havnebestyrelsen/byrådet. Det er jo tankevækkende, at så mange blev ransaget i denne sag, mens det kun var Brixtofte i Farumsagen, der blev ransaget, tiltalt og senere dømt. Måske har Vejle-sagen en højere strafferamme end Farumsagen? Det er min opfattelse, at borgmesteren og de andre involverede i sagen ikke har gavnet Vejle Havn og Vejle Kommunes omdømme. Tværtimod har den gamle havnebestyrelse med borgmesteren i spidsen været direkte årsag til, at Vejle Kommune og Vejle Havn fremstår, jævnfør en erklæring fra den internationale anti-korruptionsorganisation Transparency International, som et godt eksempel på, at korruption sandelig også trives i landet, der ellers er kendt internationalt for at være meget lidt korrupt. Denne sag har givet næring til den i forvejen store politikerlede og desværre medført, at Vejle Kommune fremstår utroværdig, både for egne borgere og andre. Jeg har på den kommende dagsorden til byrådsmødet på onsdag forslået, at kommunen skal bede KL's juridiske afdeling om at deltage som en uvildig part med henblik på at støtte Vejle Kommune med at få alt, hvad der måtte være af andre uregelmæssigheder frem i lyset. Når nu Vejle Kommune ikke kan selv.