Franske fristelser i Latinerkvarteret
Cozy Coffeeshop er åbnet i Vejle. Kaffe og fransk inspireret mad
Christel Lassalle byder indenfor i Cozy Coffeshop, der nu er åbnet i Vejle Midtpunkt.
Herinde i de lyse lokaler dufter det af kaffe, kager og franske pandekager. Det er et sted, hvor man kan få en kop kaffe og gerne tage sig tid til at nyde livet. Og så er det et spisested med direkte forbindelse til det franske køkken. For indehaveren snakker ganske vist dansk, men hun er fransk.
“Derfor har det franske selvfølgelig en stor plads her. Mad er min passion. Især pandekager. Vi har både crépes og galettes,” siger hun.
Der er tale om store pandekager, der bages midt på disken. Enten til dessert (crépes) eller madpandekager (galettes).
Der er også sandwich, der er franskinspireret. Deriblandt en, som ifølge Christel, er inspireret fra en fransk bjerglandsby. Så jo, Frankrig er kommet til Latinerkvarteret, og der er tale om et sted med god plads til, ja man kan vel kalde det for 'at være til'.
“Ja, planen er, at det skal være et sted, man kan mødes og bare sætte sig. Mine kunder er mine gæster, og det skal de mærke. Det er plads og tid til at nyde, og det er uanset, om det er småbørnsforældre, forretningsfolk eller noget helt tredje,” siger Christel Lassalle.
Cozy Coffeshop har åbent fra 09.30 til klokken 19. Er man studerende og kan fremvise studiekort, får man tyve procents rabat.