Fortsæt til indhold

Odense BK skal op mod medaljefavoritter i kvartfinale

Odense Badminton Klub skal møde Team Skælskør-Slagelse

Arkiv
Danni Paulsen

Grundspillet i Badmintonligaen er afgjort.
Odense Badminton Klub sluttede med et nederlag til medaljefavoritterne fra Team Skælskør-Slagelse 7. januar.
Vestsjællænderne vandt 4-2 i Odense Idrætshal, og de var tilsyneladende glade for at spille mod fynboerne.
For med sejren endte Team Skælskør-Slagelse på en tredjeplads, og det betød, at de som det tredje hold kunne vælge de modstandere, der var tilbage.
Heriblandt var Odense Badminton Klub, som Team Skælskør-Slagelse valgte at tage et hurtigt gensyn med.
Et valg, som cheftræner Lennart Engler ikke er helt tilfreds med.
Han havde håbet på en anden modstander.
”Det bliver en svær kamp. Vi ville hellere have mødt Greve eller Solrød, men nu får vi muligheden for at komme ind og møde et hold, der er bedre end os på papiret. Dog vil vi selvfølgelig ikke lægge os ned. Vi skal prøve at se, om vi kan komme lidt tættere på dem, end vi var, da vi mødte dem i grundspillet”, siger han.
Team Skælskør-Slagelse er også klare favoritter i de to kvartfinaler, der spilles 9. og 12 februar.

Medaljefavoritter

De måtte godt nok tage til takke med bronze i seneste sæson, men de tre sæsoner forinden blev det til tre guldmedaljer.
Vestsjællændernes træner Steen Schleicher Pedersen ser Odense Badminton Klub som en kompetent, men overkommelig modstander.
”Vi ved godt, at Odense er et hold, der har nogle stærkere spillere, så vi skal være på toppen for at gå videre. Men det mener jeg også, at vi har en god chance for”, siger cheftræneren til Badminton Danmark.
Første kamp bliver spillet i Odense Idrætshal.











De tre andre kvartfinaler:
Højbjerg - Skovshoved
Vendsyssel - Værløse
Greve Strand - Solrød Strand