Fortsæt til indhold

Lolita fødte midt i klasselokalet

En ‘særlig gæst’ kom med til projektfremlæggelse i 10. klasse

Arkiv
Tekst og foto:

Agnete Vestergaard-Kristensen
Der er nerver på, da 10. klasses-eleverne træder ind i Kør 10's klasselokale mandag formiddag.
De står for at skulle fremlægge den obligatoriske selvvalgte opgave, der i det store regnskab vejer tungt for, om underviserne erklærer dem egnede til de ønskede ungdomsuddannelser.

En mor i plast og pap

Mathilde Bomark og Emma Jensen vil være henholdsvis jordemoder og sygeplejerske på en fødeafdeling.
De har lavet deres produkt sammen: En vaskeægte fødeklinik, der midt for tavlen sætter kulør på en grå vinterdag. En lolitadukke har fået benene bøjet godt op af papmaché og agerer fødende kvinde med en strittende bule på maven.
De to 10.klasses-elever går koncentrerede til opgaven med at hjælpe hendes barn til verden, mens de fortæller om mål og drømme.
- Jeg har drømt om at blive jordemoder siden 5. klasse. Jeg er vildt fascineret af, at et barn kommer til verden. Det kommer jo ikke bare ud. Det kan for eksempel få navlestrengen rundt om halsen og skulle tages ved akut kejsersnit, fortæller Mathilde Bomark. Hun vil gerne studere i Odense eller Aarhus og efterfølgende arbejde i Afrika.

Forskellige karriereplaner

Emma Jensen er knap så stålsat på at blive sygeplejerske på en fødegang.
- Jeg vidste ikke helt, hvad jeg ville, da vi gik i gang med opgaven, men så snakkede vi om flere forskellige uddannelser, og jeg synes faktisk godt, det her kunne være den vej, jeg vil gå, siger hun og tilføjer:
- Det mest interessante ved det job er at hjælpe familien både før, under og efter, at et barn kommer til verden, og så at man skal tænke i hurtige løsninger.
Emma Jensen vil søge ind på Roskilde Katedralskole og sidenhen på University College Sjælland.
Mathilde Bomark nikker:
- Der er rigtig meget sammenhold og samarbejde ved en fødsel. Man er jo ikke bare én jordemoder alene. Det, synes jeg, er rigtig spændende.
Drømmene er mange, og mulighederne synes uendelige. I klassen spænder elevernes karrieredrømme fra transportingeniør over journalist og iværksætter til kosmetiker med speciale i negleteknik.

Mathilde Bomark og Emma Jensen fik begge et 12-tal til eksamensbeviset.

avk@roskildeavis.dk