De kinesiske dage starter i dag
For femte år i træk inviterer Sønderborg Kommune alle til fejringen af det kinesiske nytår. Startskuddet lyder i dag med det traditionelle nytårsshow
Velkommen til Abens År! Når kinesere verden over 8. februar sender deres nytårsraketter til vejrs, så træder de ind i Abens År.
Sønderborg tyvstarter det kinesiske nytår allerede i dag mandag 25. januar, når Koncertsalen Alsion lægger rammen om et storslået, gratis nytårsshow, der er en gave fra den kinesiske ambassade i Danmark. Showet vil være badet i lyd og lys og viser nogle af Kinas allerdygtigste kampsportsfolk, dansere, musikere og skuespillere i form af 'Henan Art Troupe'. Især truppens kung-fu-hold er kendt i og uden for Kina for sin dygtighed, præcision og underholdningsniveau. Showet starter klokken 20, og der er gratis entre og frit sædevalg. Man møder bare op, og dørene åbner klokken 19.30.
Moderne kinesisk kunst
Kinesiske dage i Sønderborg har de seneste år vokset sig til et mangesidet arrangement, hvor flere organisationer og institutioner spytter i bøtten med forskellige arrangementer. Sønderborg Event, kommunens tidligere Center for Kultur, holder sammen på trådene.
"Det er vildt spændende, hvordan kinesiske dage bare er vokset i størrelse, bredde og popularitet over især de seneste tre år. Det er virkeligt blevet en folkefest, hvor der er noget for alle – og hvor langt størstedelen er gratis. Det er det, der gør kinesiske dage så spændende: Der er noget for erhvervsmanden, familien, den kulturinteresserede og mad-entusiasten," siger projektleder Tanja Zeba fra Sønderborg Event.
Også Skulpturpark Augustiana følger traditionen i løbet af kommunens kinesiske dage og viser 27. januar til 12. marts kunstudstillingen 'China Garden 2016'. Udstillingen viser en perlerække af nye, kinesiske værker. Kinas ambassadør, Liu Biwei, åbner udstillingen på mandag kl. 14 sammen med Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen.
Mød kinesiske studerende
Sønderborg Ungdomscafe arrangerer to engelsksprogede foredrag. Et med kinesiske studerende, der på nært hold giver en kinesisk sanse- og smagsoplevelse på nutidens Kina. Og et andet foredrag med Carstensens Tehandel fra Aabenraa, hvor tilhørerne bliver sat grundigt ind i teens historie, arter og den korrekte tilberedning.
Årets erhvervsforedrag på Alsion handler om Sønderborgs og Als' påvirkning på udviklingen i kinesiske byer. Det er 11. februar. Sønderborg Bibliotek afholder 8. marts gratis foredrag med tidligere Kina-korrespondent for Danmarks Radio, Jan Larsen. Han fortæller om Kina, kinesernes hverdag og om værdier i den nye supermagt.
I løbet af kinesiske dage vil en række uddannelsesinstitutioner gentage de forgangne års efterspurgte besøg af kinesiske studerende, der taler og leger Kina ind i elever og studerende.
På nær kunstudstillingen er der gratis entre til alle arrangementer. Alle foredrag kræver imidlertid tilmelding, da der er begrænset antal pladser.
Man kan læse mere om Sønderborgs kinesiske dage og dets arrangementer på den åbne facebookside www.facebook.com/kinesiskedage.