Krigen er skiftet ud med ro
Krigsveteraner mødes i Vejle Roklubs lokaler for at ro. På romaskiner. Og der er flere formål med at mødes hver anden uge
Mørket har sænket sig som en tung dyne hen over fjorden, så selvom udsigten fra roklubbens lokaler i dagslys er utrolig smuk, kigger de fem personer, der alle sidder på hver deres romaskine, ud i mørket.
Den ene er formand for Vejle Roklub, og han kender ikke så meget til at stå midt i en krig, men de andre fire gør. Og de fire kender til det mørke en krig kan skabe inden i en person, der har stået midt i krigen.
En af dem er Michael fra Herning.
“Jeg har været i militæret i 27 år, og været udstationeret fem gange. Men for et år siden knækkede filmen. Jeg gik helt kold, og har stort set ikke været uden for en dør siden,” siger han.
Han har post traumatisk stresssyndrom. Noget de alle denne aften i lokalet døjer med.
Michael prøvede at komme ud af døren og ind i det lokale fitnesscenter, for på den måde at få kroppen i gang, men det virkede ikke. Han fandt ikke roen inde i sig selv til det. Men tilbage i november fandt han i bogstaveligste forstand roen, for han startede han med at ro. I Vejle. Og det virker bedre.
“Det er givende, at vi mødes her. Jeg tror, vi alle føler os godt tilpas her,” siger han.
De andre er enige. Det virker godt med at dyrke motion på den lidt mere intense måde. Og det virker at gøre det sammen.
“Det betyder meget, at vi alle har en fælles forståelse for den situation, vi er i,” siger Tanja, der er eneste kvinde på holdet denne aften.
Invictus Games
Vejle Roklub har lavet et samarbejde med Forsvaret om, at over vinteren 2015-2016 skal den lokale forening træne krigsveteraner.
Veteranerne har et helt konkret mål at ro hen mod.
De kæmper nemlig alle for at være med til at repræsentere deres land. Ikke i krig, men i sport.
De kæmper alle for at kvalificere sig til et slags OL for krigsveteraner. Det hedder Invictus Games, og til maj finder sted i Orlanda i Florida. Og derfor mødes flokken i Vejle hver anden onsdag, for de skal træne sammen for at kunne kvalificere sig til legene i Florida.
Der er mange forskeligge sportsgrene ved Invictus Game, men veteranerne i Vejle Roklub skal forsøge at kvalificeret til ergometer-roning.
“Vi (Forsvaret) henvendte sig til Vejle Roklub, for at høre om klubben kunne hjælpe os og det vil klubben heldigvis gerne. Det er jo et super godt sted, og den instruktion vi får, er guld værd for os,” siger Bo Højgaard, der er holdleder på holdet.
Han er dermed en af dem, der kan ende med at blive udtaget til Invictus Games.
“Vi træner for at nogle af dem her på holdet kvalificerer sig til Orlando. Men formålet med at ro, er selvfølgelig også, at motion er en super godt mod posttraumatisk stress,” siger han.
De fire mænd og enlige kvinde er ved at gøre klar til at ro 2000 meter.
For første gang denne aften, men ikke sidste.
De skal nemlig ro 2000 meter ved de kommende konkurrencer. Første konkurrence er danmarksmesterskabet, der venter lige om hjørnet.
“Vi har ikke en chance for at vinde ved DM, men det er for at have en gulerod at træne mod. Vi kommer til at møde folk, der er meget bedre end os, men det er godt skridt på vejen mod Invictus Games. Senere skal der laves en intern udtagelse til Florida, og så sender vi tre styk derover,” forklarer Bo Højgaard.
Godt samarbejde
Hos Vejle Roklub er man glade for det specielle samarbejde.
“Det har været noget af en inspirerende oplevelse indtil videre, og vi i klubben vil gerne være med til at bringe fokus på projektet,” forklarer Jesper Foldager, der er formand for Vejle Roklub.
Og selvom der er mørkt ude over fjorden, skal krigsveteranerne nu nok få lov at prøve en tur på bølgen den blå.
“De skal da ud at snuse til, hvordan det er på vores smukke fjord. Når vejret vel at mærke tillader det,” siger Jesper Foldager.
Imens dukker endnu en veteran op. GPS'en i bilen havde sendt ham et forkert sted hen. Men da han sætter sig i romaskinen er vejen ret simpel. 2000 meter. Den vej. Retning lyset i mørket.