David og Dorthe

Det var i en kort periode af mit liv, at Dorthe og jeg spillede tennis sammen. Vi spillede ikke i klub, men brugte en endevæg af en stor boligblok som bande, og så stod vi ellers der med hver vores tennisketcher og spillede 'mur' med en tennisbold.
Stedet var Skolegade, og tidspunktet var dengang, at 1980erne lige have meldt sin ankomst med pastelfarver og crephår. Skolegade var grå og trist, men endevæggen var stor og genial, især for et par tweens, der ikke behøvede det store for at spille tennis.
Dorthe var en lækker steg. Det tror jeg, alle vi bebumsede drenge på de der 11-12 år tænkte, så jeg var stolt over, at jeg kunne spille tennis med hende. Vi gik i klasse sammen, og vi boede begge i Skolegade, så det var jo oplagt at mødes, men som sagt blev det kun til en kort periode, før det hele fes ud mellem de hårdtspændte strenge på ketcheren.
Dorthe havde dog en fejl.
Hun var vild med David Bowie, og det fattede jeg ikke en meter af. Faktisk synes jeg, at den britiske musiker var underlig og for mærkelig. Bevares, han havde da et par hit, som jeg kendte, men som jeg husker det, var jeg faktisk var rystet over videoen til sangen 'Ashes to Ashes', hvor han havde klovnehat på og nærmest lignede noget fra en gyserfilm.
Men Dorthe var vild med ham, alt mens jeg var vild med de mere sikre og pæne musikalske kort, så som Shubidua og ABBA.
Det er jo set før, at de unge kvinder modnes før de unge mænd, og sådan var det vist også dengang med mig og Dorthe, og derfor var der den forskel i musiksmag, men jeg voksede op til at blive en moden mand, og med alderen får man nye horisonter.
David Bowie gik fra at være underlig til genial i mit sind. Da jeg først begyndte at lytte, kom forelskelsen til nogle af hans numre. Ikke dem alle, for der er sgu noget lort imellem, men der er omvendt også nogle musikalske højdepunkter. Og deriblandt finder jeg underligt nok, Ashes to Ashes. Den selvsamme sang som jeg ikke kunne lide som 11-årig, er den sang, jeg måske allerhelst selv vil have skrevet, hvis ellers jeg havde et sangskrivetalent.
Nu er han så død, ham David. Hans musik har ikke fyldt mere i mit liv, end så mange andres, men jeg har nogen gange brugt ham til at causere over, at livets gang giver ændringer inde i en. Man modnes, og i den modning vokser nye ting frem og fanger ens opmærksomhed.
Som barn hadede jeg ost, men nu kan jeg snart ikke få nok af det. Det samme kan siges om oliven. Svesker er jeg dog stadig ikke glad for, mens min fars spaghetti med kød-sovs stadig er et hit hos mig.
Som barn drømte jeg om at komme til Disneyland, mens jeg den dag i dag drømmer om at opleve Grønland.
Og dengang kunne jeg ikke udstå en mand ved navn Bowie, for han var bare for underlig, til tider sang han med en mærkelig lys stemme, havde to forskellige øjenfarver og var han i øvrigt ikke også mere kvinde end mand? I hvert fald i ny og næ.
Så i min splejsede før-teenage periode var Bowie bare en underlig mand, og ikke meget andet. Men eftertiden viste mig, at det underlige har sin styrke. At nogen ting kræver modenhed.
Så tak til Dorthe, fordi hun gad at spille tennis med mig, og tak til Bowie for at vise mig, at han var forblev sig selv, og jeg forblev mig selv, og med tiden lærte vi, at på den måde kan man få et fint match.