Højere fartgrænse gav lavere hastighed
Bilisterne synes tilfredse med ændringen af fartgrænsen på Borgmester Andersens Vej
Sønderborg Kommune har oplevet det paradoksale, at en ændring af fartgrænsen fra 50 km til 60 km i timen har betydet, at bilisterne har sat hastigheden ned. Forsøget på Borgmester Andersens Vej har dermed haft den ønskede effekt.
I maj 2015 ændrede Sønderborg Kommune efter aftale med Syd- og Sønderjyllands Politi hastighedsgrænsen på Borgmester Andersens Vej fra 50 km til 60 km i timen. Baggrunden var, at strækningen ikke ser ud til at ligge i tæt bebygget område eller på anden måde har en fremtoning, som opfordrer til bykørsel med lav hastighed.
"Vores oplevelse var, at bilisterne mistede respekten for byzonetavlerne og kørte for stærkt. En trafiktælling på stedet, før vi ændrede hastighedsgrænsen, viste, at gennemsnitshastigheden var højere end de tilladte 50 km i timen. Målingen viste, at 85 procent af alle køretøjer på strækningen i begge retninger kørte 66,1 km i timen eller derunder, og at gennemsnitshastigheden var 57,1 km i timen," fortæller teknisk assistent i Sønderborg Kommune, Pia Duus Møhl.
Sønderborg Kommune valgte på den baggrund at flytte byzonetavlen længere ind på Borgmester Andersens Vej, hvor vejen bærer præg af at ligge i tættere bebygget område. På den anden del af Borgmester Andersens Vej blev der sat tavler op med en lokal hastighedsgrænse på 60 km i timen. Disse tavler står med jævne mellemrum på strækningen, så bilisterne løbende bliver mindet om hastighedsgrænsen.
I september sidste år er der så foretaget en ny tælling på Borgmester Andersens Vej. Tællingen viser, at 85 procent af alle køretøjer i den målte periode sammenlagt i begge retninger har sat hastigheden ned med 2,5 km i timen. Gennemsnitshastigheden er sænket med 2,0 km i timen.
"Ud fra disse resultater kan vi konkludere, at den nye skiltning har haft den ønskede effekt," siger Pia Duus Møhl.