Ud af ensomhed med nyt projekt i Fredericia
Grow Your Life, hedder et nyt projekt, der skal få folk ud af starthullerne
Ensomhed kan føre til afmagt. Man burer sig inde og magter ikke hverdagen, for hverdagen har ikke noget indhold. Alle har brug for oplevelser, og derfor er det glædeligt, at 'Grow Your Life' eksisterer i Fredericia. Det nystartede projekt tilgodeser folk, som trænger til en saltvandsindsprøjtning i form af selskab og muligheden for at opleve livet uden for hjemmets fire rammer på lige fod med andre mennesker.
Kort fortalt handler 'Grow Your Life' om medmenneskelighed, venskaber - en inklusion i livet.
Projektet har brug for frivillige, som er parate til at få nye venner. Venner, som trænger til oplevelser: Et liv i deres fritid.
Nogle har måske et handicap, men fællesnævneren er, at de alle har brug for livsmod - en partner/ven, som kan være med til at tænde en livsgnist.
“For os er det jo helt normalt, at vi tager i biografen eller på en café. Men for nogle fylder ensomheden så meget, at de ikke har mod til at tage alene ud. Men sammen med en frivillig ven er sagen en anden,” fortæller projektkoordinator Michael Hansen, Frivilligcenter Fredericia.
Høj af oplevelsen
Forleden mødtes de involverede parter for første gang.
“Vi har delt folk op i 10 grupper med forskellige navne - Eventyrbanden, Smølferne osv. Grupperne har så afleveret en lang række ønsker om oplevelser. Vi har sørget for, at vores frivillige venner matcher de forskellige grupper. Vi har netop sat det i gang - og hold da op, hvor det sner!,” lyder det fra Michael Hansen.
“Deltagerne har allerede været af sted flere gange. Når jeg kigger på projektet må jeg næsten nive mig i armen. Kan det her virkelig lade sig gøre i dagens Danmark? Det kan det, og jeg bliver helt høj af oplevelsen,” smiler Michael Hansen, der har arbejdet med projektet siden 1. august sidste år.
Det er ikke store, forkromede tivoli-oplevelser, der står på ønskesedlerne. Det er ganske almindelige aktiviteter som for eksempel wellness, bowling og koncerter.
I første forløb, som kører frem til slutningen af april, deltager 32 oplevelsestrængende borgere.
“Vi har interviewet begge parter indgående, så vi er sikre på, at vi opnår et godt match - en kemi, der fungerer.”
2,4 millioner
Foreløbig er 17 frivillige venner tilknyttet projektet.
“Vi vil gerne have mange flere,” fastslår projektmedarbejder Kristine Petersen, der påpeger, at de positive oplevelser går begge veje.
“De frivillige er ikke 'hjælpere' eller 'ledsagere'. De er venner eller partnere, der får oplevelser på lige fod med deltagerne. De giver noget af sig selv - og får en masse igen. Det er individuelt, hvor meget tid man bruger på projektet. Nogle mødes ofte, andre måske hver 14. dag. Nogle bliver bedste venner, andre bliver gode bekendte.”
De forskellige grupper har også haft mulighed for at vælge mellem nogle grundtilbud - aftenskoleforløb - mad, teater, musik eller 'Date Livet'.
Socialstyrelsen har lagt en stor pose penge til projektet, nemlig 2,4 millioner kroner.
“Pengene er med til at gøre ønskerne til virkelighed. Når Eventyrbanden for eksempel skriver en ønskeliste til 'Date Livet' er der mulighed for at sende dem ud til de forskellige aktiviteter, de peger på.”
Hver anden tirsdag bliver der arrangeret 'hverdagsaften'.
“Det er en hyggelig og social aften, hvor alle har mulighed for at opbygge venskaber og netværk. Få en fællesskabsfølelse,” siger Michael Hansen.
Til april afsluttes det første Grow Your Life forløb med en offentlig fest, hvor teaterholdet skal lave en forestilling, og madholdet skal lave en stor buffet til byens borgere. Næste hold starter ugen efter - i maj måned.
De frivillige skal give deltagerne vind i håret
Michael Hansen
Projektkoordinator