Verdensmester på to hjul vinder spurten
Mads Würtz Schmidt storfavorit til igen at blive Årets Sportsnavn
Den randrusianske cykelrytter Mads Würtz Schmidt er storfavorit til atter at løbe med titlen ”Årets Sportsnavn”. Hans verdensmesterskab i enkeltstart for U 23-ryttere i USA er 2015’s ubetinget største præstation i Randers, og mon ikke, den lokale af Randers Amtsavis nedsatte komite, der har den endelige afgørelse, finder ud af det samme.
Alt andet end en sikker spurtsejr, når afgørelsen på lørdag offentliggøres ved Randers Kommunes og Randers Talent og Elites ”Sportsfejring 2015” (den tidligere og langt dyrere Sports Galla og senest i 2014 kaldet ”Sportsfest”), vil være en sensation.
Mads fik titlen første gang, da han i 2011 i København vandt VM i enkeltstart for juniorer. Og hans præstation fire år senere var ikke mindre fornem og bemærkelsesværdig, så…
Kalle og to gange håndbold
Hans tre modstandere i kampen om titlen og 20.000 kroner for 2015 er Randers FC’s svenske målmand Karl Johan ”Kalle” Johnsson, og håndboldspillerne Mie Højlund og Jacob Lassen fra henholdsvis Randers HK og Randers HH. De to sidstnævnte var begge med danske ungdomslandshold i aktion i 2015 - Mie endte med at blive Europa-mester for U-19-hold, mens Jacob vandt sølv ved VM for U-21-spillere.
De fire kandidater:
Karl Johan Johnsson (i daglig tale ”Kalle”) - populær målmand i Randers FC, hvor han er blevet en stor profil. Blev i 2015 hædret med »Det Gyldne Bur«, som gives til ”Årets Målmand” i dansk fodbold. Desuden kåret som Årets Spiller i Randers FC.
Mie Højlund - RHK-spiller og med til at vinde EM-guld for U19-landshold i Spanien. Scorede otte mål i finalen mod Rusland og blev kåret som kampens bedste.
Mads Würtz Schmidt - blev for anden gang i karrieren verdensmester, da han vandt VM i enkeltstart for U23-ryttere i USA. Vandt desuden etapesejr ved Tour de l'Avenir og sejrede på enkeltstarten i Post Danmark Rundt.
Jacob Lassen - RHH-spiller og med på det danske U21-landshold, der vandt sølv ved VM i Brasilien. Scorede otte mål i finalen mod Frankrig. Har sikret sig kontrakt med storklubben BSV fra næste sæson.
Eliterådets pris, der er en ny pris, der - ledsaget af kr. 10.000 - er omtalt tidligere i disse spalter.
De fire nominerede er: Rene Kvist, Randers Freja Atletik, Camilla Degn Larsen, Randers HK, Tommy Skouby Baunsgaard, Arena Randers og Jan Hvam, Randers Motor Sport.