Vaks beboer fik forpurret et indbrud
En mand med et koben blev tirsdag aften forstyrret på Hermodsvej
Louise Ritter
En vaks beboer fik formentlig forpurret et indbrud i et hjem på Hermodsvej i Esbjerg tirsdag aften. Kl. 19.25 observerede manden, at en anden mand - med et koben - i hånden, befandt sig på stedet.
Han kontaktede manden med kobenet, der derefter tog flugten fra stedet. Det lykkedes ikke politiet at finde tegn på hverken indbrud eller forsøg på det, men det er nu alligevel politiets teori, at manden havde til hensigt at udføre noget ulovligt. De vil derfor meget gerne i kontakt med ham. Han beskrives som værende: Mand, med sort hat, dunjakke og cowboybukser. I hånden bar han et koben.