Fortsæt til indhold

Nordenskov UIF sled sig til sejr

Arkiv
Arkiv

Nordenskov UIF Volley i 2. division spillede topopgør mod Skovbakken i Helle Hallen lørdag den 16. januar. Det blev en spændende og lige kamp, hvor Nordenskov UIF sled sig til en 3-2 sejr.

I første sæt lagde Nordenskov rigtig godt ud og dominerede hele sættet og vandt så stort som 25-16. Det så ud til at gå let, men i andet sæt gik det lige modsat. Nordenskov UIF gik ned i tempo og Skovbakken kom ind i kampen og tog føringen. Sættet blev tabt 16-25. I 3. sæt fortsatte mængden af brændte serv fra Nordenskov UIF. Resultatet blev 21-25 til Skovbakken.
Pludselig blev 4. sæt afgørende og her stemplede Nordenskov UIF 100 % ind igen med en god fight og en række gode smash fra især Oliver Tranberg, Chris Van Vuuren og Troels Poulsen. Sættet blev vundet 25-19.

5. og sidste sæt blev meget intens, selvom Nordenskov trak hurtigt fra og kom foran 8-4. Det blev dog hurtig smidt væk på grund af et par dårlige modtagninger og så stod der pludselig 9-9, men spillet blev heldigvis vendt igen, og Nordenskov vandt sættet 15-10.