Jelling tilføjer charme, selvtillid og lækker vokal til programmet
I kølvandet på de tidligere offentliggørelser af blandt andre Queen + Adam Lambert, Dúné, Phlake kan Jelling Musikfestival nu smække to af Danmarks største mandlige ikoner oveni puljen nemlig pop-kometen Rasmus Seebach og kvindebedåreren Christopher.
Det skriver Jelling Musikfestival i en pressemeddelelse.
Rasmus Seebach og Christopher har begge tidligere spillet på festivalen med kæmpe succes, og de vender nu altså begge tilbage.
Efter to års intenst arbejde i studiet, er Rasmus Seebach atter klar til at cementere sin position helt i front på den danske popscene, med albummet ”Verden Ka’ Vente”, der udkom i november sidste år. Hit-singlen ”Uanset” er blevet råspillet overalt i det danske land – og selvom man ikke skulle tro, at der var flere rekorder tilbage at slå for den populære musiker, gjorde han det alligevel med ”Uanset”, som blev det mest streamede track på release-dagen nogensinde i Danmark. Så meget, at det også gav genlyd på de internationale streaming-charts hvor ”Uanset” gik top 10 på Spotifys virale track-liste i hele verden.
Christopher er en anden populær herre på den danske musikscene, som også har meldt, at han gerne igen spiller for publikum i Jelling. Han tog danskerne med storm med sit store gennembrud i 2014 og siden er det gået rigtigt stærkt - og det er intet mindre end imponerende, hvordan Christopher er blevet et højtelsket idol og en af de mest populære sangere i Danmark.
Publikum er inviteret med til fest, når Christopher spiller på årets festival i Jelling.
Jelling Musikfestival er klar med det endelige program og spilletider i midten af marts. Prisen på partout og 2-dags billetter stiger 1. februar, så der er op til 175 kr. at spare ved at købe billet inden denne dato.