Lykken er at se smil i sine børns øjne

Det var en dag i april for godt tre år siden, at Linda Louise Hedahl-Jensen måtte erkende, at endnu et af hendes fire børn - formentlig - led af skizofreni. Allerede halvandet år inden havde hun fået den nedslående besked om, at den ene af hendes tvillingedrenge led af samme sygdom.
"Nicolaj fik som den første stillet diagnosen som 16-årig. Han har altid været et barn med særlige behov, havde brug for faste rammer og en meget struktureret hverdag. Så vi har vel altid været opmærksomme på, at der var "et eller andet" galt. Men omfanget af det var chokerende."
Tvillingebror Lucas var derimod velfungerende, lige indtil han skulle til at begynde i tømrerlære.
"Han blev mere og mere indelukket. En dag magtede han intet mere. Han skulle have hjælp til alt, lige fra at komme i bad eller smøre en rugbrødsmad, for han kunne ikke selv huske, hvordan man gjorde. Han var sikker på, at han fejlede det samme som Nicolaj - og det viste sig senere, at han desværre havde ret," fortæller Linda Louise Hedahl-Jensen, socialrådgiver, mor til fire og pårørendeambassadør i netværket Psyk-Info.
Tirsdag den 2. februar gæster hun Psyk-Infos Pårørendecafé i Haderslev, hvor hun fortæller om hvordan det er at være pårørende - og hvordan livet igen kan give mening, selvom to af ens børn har fået hver sin skizofreni-diagnose.

Selvmordsforsøg på stribe

Det var endnu en af talrige opslidende episoder i Nicolajs sygdomsforløb, som gjorde, at Linda Louise Hedahl-Jensen blev tvunget til at lade følelserne komme helt tæt på den dag i april, hvilket hun ellers havde undgået i flere år af angst for helt at bukke under.
"Nicolaj har igennem teenageårene flere gange forsøgt på at tage sit eget liv. En dag, hvor han igen måtte indlægges, lykkedes det ham at snitte håndled og arme med en ødelagt tallerken. Han var helt ude af den, og personalet besluttede at tilkalde hjælp. To betjente stødte til, og det endte med at Nicolaj fik fat i tjenestepistolen. Det var kun, fordi han ikke kunne finde ud af at afsikre den, at han ikke tog sit eget liv den dag. Hændelsen var så traumatisk, at jeg på et tidspunkt når at tænke, om han ikke endelig kan få gjort alvor af det, for det var simpelthen så hårdt at se ham sådan! Samtidig kommer jeg tilbage til virkeligheden og slår autopiloten fra - bægeret for, hvad jeg følelsesmæssigt kan ignorere, er løbet over, og jeg søger psykologhjælp, "fortæller hun.
"Det var en lang, sej proces med rigtig mange samtaler. Men det var rart igen at kunne være lydhør, også overfor andre folks problemer, hvor jeg i den tid, hvor det var allersværest herhjemme, kunne finde på at svare: "Det kan da godt være, at I skal skilles, men jeg har et barn, der er psykisk syg," konkluderer hun.
"Jeg skal jeg love for, at min mor-rolle har været og stadig er udfordret. Til trods for sorg, frustrationer - og tro det eller ej - også glæder, er jeg så småt ved at lande i rollen som pårørende. Jeg har efterhånden genfundet min rolle som mor, og er nået til den fantastiske erkendelse af, at jeg overlever," konkluderer Linda Louise med en kendetegnende humor.
"Vi laver altid lidt fis her i familien, også når det er rigtig svært. Ikke fordi vi ikke tager tingene alvorligt, men fordi det oftest bliver lidt nemmere, når man har humoren med sig."
Barren for, hvad der gør livet godt, og hvad hun ønsker for sine børn, har med årene ændret sig kolossalt.
"Sygdommen forsvinder måske ikke, og derfor har barren rykket sig. Hvor jeg før i tiden havde en idé om uddannelse, relationer og netværk for mine børn, så er jeg i dag lykkelig, når jeg ser at drengene har et smil i deres øjne, når vi mødes. Der er en ny afslappethed, og en erkendelse af, hvad livet også kan byde på, som også kommer vores yngste børn til gode. For er det vores egne eller er det børnenes behov, som vi forældre stiler efter?"

Tudestol bliver til ammestol

Faderen til Linda Louises tvillingedrenge har aldrig været en del af børnenes liv, men sygdommen gjorde, at de tog kontakt til ham, da de fyldte 18 år.
"Her finder vi ud af, at der i hans familie er flere tilfælde af skizofrenidiagnoser, så det er ikke usandsynligt at drengene har arvet nogle anlæg for sygdommen herfra," siger den hårdt prøvede mor, som i dag er gravid med familiens femte barn.
"Det har længe været en drøm for os at få endnu et barn, og det har vi fået overskud til nu," siger Linda Louise, som kommer til at amme sit barn i en stol med en helt særlig historie.
"Ja, ammestolen er klar. Tidligere stod den i soveværelset og fungerede som min "tudestol", når det var allersværest. Nu er den rykket ind i stuen og får en helt ny funktion. Sådan er livet heldigvis også."