Fortsæt til indhold

Skylden for hullet i kommunekassen

Flertallet og mindretallet i byrådet kunne ikke blive enige om brev til regering og folketing

Arkiv
Af Torben Kristensen

Hvem har egentlig skylden for, at Roskilde, der hidtil har haft en god økonomi, måske risikerer at få et ordentligt hul i kommunekassen, så der skal skæres ned med op til 100 millioner kroner fra 2017 og endnu mere i de kommende år. Byrådets flertal og mindretal var helt uenige, da de ved mødet onsdag aften skulle udforme et brev med kritik til regeringen og alle dens støttepartier, med kopi til alle integrationsordførere i Folketinget samt til Kommunernes Landsforening. Et mindretal på 12 medlemmer fra Venstre og DF mente, at brevet alene skulle indeholde en klage over, at kommunen ikke fik fuld økonomisk dækning for det forholdsvis store antal flygtninge, som Roskilde har fået tildelt, sammenlignet med de fleste andre kommuner. Et flertal bestående af S-SF-R-El og K mente, at kritikken også skulle omtale regeringens beslutninger om at skære 70 millioner kroner i Roskildes økonomi for 2017 og yderligere 37 mio. kroner for hvert af de følgende år.

Et stærkere brev

Venstres leder Bent Jørgensen og Merete Dea Larsen fra Dansk Folkeparti ønskede, at det sidste punktum i det afsnit, der er gengivet i faktaboksen her på siden, skulle fjernes. Efter deres opfattelse, ville brevet have større virkning, hvis et enigt byråd stod bag - frem for at et flertal trumfede sin ordlyd igennem. Omvendt argumenterede flertallet, med borgmester Joy Mogensen i spidsen, for at den største del af kommunens økonomiske problem jo ikke kom fra ekstra udgifter til flere flygtninge, men skyldtes regeringens nedskæring i kommunernes økonomi, bl.a. for at skaffe penge til det såkaldte 'omfordelings-bidrag', der deles ud af Folketinget. Ved den afsluttende afstemning var 19 af byrådets medlemmer for, at brevet også skulle omfatte en kritik af regeringens generelle økonomiske politik overfor kommunerne, mens 12 stemte imod, fordi de ønskede dette afsnit fjernet. Brevet Starten på brevet fra Roskilde Byråd til regeringen, dens støttepartier, med kopi til alle partiernes integrations-ordførere og Kommunernes Landsforening, fik denne udformning: Kommunerne i Danmark står midt i en betydelig udfordring med at modtage et hidtil uset stort antal flygtninge i 2016. Roskilde Kommunes kvote af flygtninge i 2016 er netop blevet forøget til 314, efter at vi har modtaget over 200 flygtninge i 2015. Hertil kommer familiesammenføringer. Det er i situationen en ekstraordinær stor økonomisk udfordring, fordi kommunerne ikke kompenseres for de opgaver lovgivningen pålægger dem. Især fordi det sker i en tid, hvor Statens økonomiske politik presser kommunerne hårdt og økonomisk.