Eleverne i 5. klasse på Søhusskolen lærte at skrive deres egne sange
Sangkomponering var på skemaet, da de to musikere Morten Overgaard-Larsen og Simon Kirk besøgte Søhusskolen
Hvordan skriver man en sang? Det blev eleverne i 5.A og B på Søhusskolen klogere på, da de havde besøg af de to professionelle musikere Morten Overgaard-Larsen og Simon Kirk.
Det er Koda, som er en nonprofitorganisation for danske sangskriver og komponister, der har arrangeret besøget.
Foreningen sørger hvert år for, at omkring 5.000 skoleelever over hele landet får besøg af professionelle musikere, som skal lære eleverne at skrive deres egen musik.
Formålet med besøget var at inspirere nogle af de unge hoveder til selv at kaste sig ud i sangskriveriet.
“Vi vil gerne vise, at det ikke er så svært at skrive en sang,” siger Morten Overgaard-Larsen.
Han har skrevet musik i 20 -30 år. Derudover har han også spillet børnemusik i mange år.
Han fortæller, at mange elever får øjnene op for, at det ikke er så svært at skrive sin egen musik.
“De oplever, at når man sidder og leger med det, så opstår der lige pludselig noget,” siger Morten Overgaard-Larsen.
Børn tør kaste sig ud i det
Morten Overgaard-Larsen har undervist børn over hele landet i at skrive sange.
Ifølge ham er det en særlig oplevelse at undervise børn frem for voksne.
“Det særlige ved at undervise børn er deres umiddelbarhed. De tør i højere grad end voksne at kaste sig ud i noget,” siger han.
Sjov oplevelse
Frederik Anker Nielsen og Camilla Christensen Bod går begge i 5. klasse på Søhusskolen. De synes begge, at det var en sjov oplevelse at have besøg af de to musikere og lære at skrive musik.
“Jeg har forsøgt at skrive sange før. Jeg sad hjemme på værelset og prøvede, men det gik ikke så godt,” siger Camilla Christensen Bod.
De mener begge, at de er blevet bedre sangskrivere.
“Vi har lært en ny og lidt nemmere måde at skrive sange på,” siger Frederik Anker Nielsen, som spiller trommer i et band uden for skoletid.
Klar til forårskoncert
Der er altid mange klasser, som ansøger om at få besøg af de professionelle sangskrivere, men denne gang var det 5. klasserne på Søhusskolen, der var de heldige.
“Eleverne får et indblik i, hvordan man komponerer et musiknummer. På den måde får de forståelse for, hvordan musik fungerer,” siger Anders Ockholm, som er klassens musiklærer.
Han mener derfor, at eleverne får meget ud af undervisningen i sangskrivning. Han fortæller, at eleverne skal optræde med nummeret til den traditionelle forårskoncert på skolen.
Opdateret 2-2-2016 kl. 16:42
Beskrivelsen af Koda ændret til "en nonprofitorganisation for danske sangskriver og komponister".