Akutte medicinske patienter til Holbæk
Arkiv
Akutte medicinske patienter fra Roskilde bliver fra 1. maj 2016 indlagt på Holbæk Sygehus. Det sker som en del af sygehusplanen for Region Sjælland, hvor alle akutte patienter skal modtages på regionens fire akutsygehuse. Patienter, der indlægges med ambulance med udrykning, for eksempel på grund af et hjertestop, skal dog fortsat til Roskilde Sygehus. Det samme gælder patienter med behov for særlig specialiseret behandling, for eksempel en blodprop i hjernen. Formanden for Region Sjælland, Jens Stenbæk (V), har tidligere i avisen forklaret, at det ikke vil gå ud over den eksisterende skadestue, som den lokale Sygehusgruppe arbejder for at få udvidet og forbedret.