Fortsæt til indhold

Re-design udnytter det hele

Det nystartede firma Danish Re-Design laver nyt til hjemmet af skrammel fra genbrugsstationen

Arkiv
Jesper Berg

“Far, skal vi ikke bygge noget i kælderen?”.
Når seks-årige Philip kommer med det spørgsmål, ved hans far, Jeff Deleuran Hansen, at det er med at gribe chancen og gå i værkstedet med knægten.
“Han giver mig utrolig meget inspiration til nye ideer, for han er som barn ikke bundet af en masse fastlåste tanker om, hvordan noget 'skal være',” siger den 38-årige designer, som netop har etableret sig som selvstændig med speciale i at fremstille unika-produkter af genbrugsmaterialer.

Unik design og genbrug

“Vi shiner ikke møbler op eller modificerer dem en smule. Vi re-designer dem fuldstændig. Og det betyder også, at det ikke altid kun er møbler, vi genbruger,” siger Jeff Deleuran Hansen, som har sit værksted i kælderen under hjemmet i Skibhuskvarteret.
“Mine møbler, lamper og andre ting er ikke bare smukke og unikke designs. De er også et statement om at genbruge, genanvende og minimere spild og affald,” siger designeren, som oprindelig er uddannet som magister i litteraturvidenskab og har arbejdet for Odense Kommune og Camp365.
Nu har han så taget springet og er blevet designer på fuld tid - med assistent Philip på sidelinjen.

Dette stribede bord med 16 ben er solgt, men kan ses som inspiration, hvis man vil bestille noget i samme stil, siger designeren. Foto: Jeff Deleuran Hansen
En sovseskål er her brugt som loftsmanchet til en loftslampe. Foto: Jesper Berg
Dette kuffertbord, stolen, stander- og bordlampen kan købes ved DesignRetro i Kochsgade. Foto: Jeff Deleuran Hansen
En del af produkterne kan ses hos Design by Second Hand i Nørregade. Foto: Jesper Berg
Et aktuelt forsøg går ud på at lave en lampe af to fotorammer og en bastmåtte. Foto: Jesper Berg