Lykken er gjort på gymnasiet
Himmelev Gymnasium danner rammen om en sorgfri og glædelig skolegang, mener sydkoreanere
Der blev kigget lidt, da den store turistbus rullede op foran hovedindgangen til Himmelev Gymnasium, og 30 sydkoreanere myldrede ud bevæbnet med mobiltelefoner og identifikationskort.
De var ikke på almindelig sightseeingtur. De var på besøg for at undersøge, hvad det er der ifølge internationale undersøgelser gør danske unge mere lykkelige end deres sydkoreanske jævnaldrende.
Skarp kontrast
Den sydkoreanske delegation besøgte under ledelse af iværksætter og direktør Yeon-Ho Oh gymnasiet for at tale med elever og lærere om den særlige danske skolekultur.
Mr. Oh har gennem flere år arbejdet med netop skolekultur og er meget optaget af ‘Happy Education', som han kalder det danske skolesystem.
- I Sydkorea smiler børnehavebørnene, men smilet stivner efterhånden som de avancerer i skolesystemet, fortæller Mr. Oh.
I skarp kontrast hertil står de unge på Himmelev, der smiler og udviser glæde – selv mens der er undervisning. Der blev stillet mange spørgsmål om alt fra bordenes mystiske placering i hestesko, til måden hvorpå skolen understøtter lærerens særlige kontakt med den enkelte elev.
Mr. Oh er i gang med at åbne en række efterskoler i Sydkorea efter dansk forbillede. De første af deres slags i landet.
avk