Baal spiller publikum et fuldt album
For 20 år siden blev der ekstra højt til loftet, da Baal bragede igennem med debuten 'Sensorama'. Onsdag den 3. februar kl. 20 spiller Baal en særlig koncert med albummet – i fuld længde - på Sønderborghus.
Det storladne, teatralske mesterværk 'Sensorama' høstede ved sin udgivelse for to årtier siden et væld af fem-stjernede anmeldelser, Grammy-nomineringer, solgte 25.000 cd'er, og albummet blev opført live over hele landet.
I disse uger fejres denne mastodont af en udgivelse med elleve koncerter rundt i landet, hvor Baal opfører hele 'Sensorama' live i sin fulde længde.
Samtidig genudgiver Warner Music albummet på dobbelt-vinyl, da det kun tidligere har været udsendt på cd, som i øvrigt for længst er udgået.
"Albummet blev af anmeldere betragtet som en blanding af David Bowie og Queen, men som i Baals indpakning dog fik et strejf af kabaret-stemning og 90'er-energi.
På det efterfølgende album 'Karaoke' fra 1998, droppede Baal imidlertid rockformlen og gik på elektroniske afveje.
Billetter koster 180 kroner i forsalg på billetnet.dk eller 200 kroner ved indgangen. Læs mere på www.sonderborghus.dk.