Fortsæt til indhold

Målrettet jagt på dygtige unge

Landsdelens Davidsen-forretninger inviterer indenfor til "Byggecenterdag". Målgruppen er de unge og deres forældre

Arkiv
Peter Rasmussen

Når landsdelens Davidsen-forretninger inviterer til byggecenterdag, er det for at give elever og forældre mulighed for at kigge nærmere på en karriere i et byggecenter, så de er klædt godt på, når der skal vælges ungdomsuddannelse.
På dagen - torsdag den 4. februar fra kl. 16.30 til kl. 18.00 - er forretningen og de ansatte reserveret til at fortælle om uddannelses- og karrieremulighederne i et af landets byggecentre. Samt forhåbentligt at kunne svare på forældrenes og de unges spørgsmål.
"Vi er altid på udkig efter gode elever, og vi har nogle rigtig gode uddannelses- og karrieremuligheder i vores branche. Så vi vil gerne vise os lidt frem og fortælle de unge og deres forældre, hvilke muligheder der er, hvis de tager en erhvervsuddannelse og vælger at gå efter en karriere hos os. Vi håber også, at Årets byggecenterdag kan være med til at gøre op med nogle fordomme og styrke vores image blandt de unge," siger Helle Have, HR-chef hos Davidsen.
Torsdagens arrangement er en del af en landsdækkende rekrutteringskampagne, hvor omkring 100 byggecentre fra hele branchen holder åbent og inviterer gæster inden for til en snak om uddannelses- og karrieremuligheder. I Syddanmark alene deltager 25 forretninger i arrangementet.
"Konkurrencen om de bedste elever er intens, og vi tror på, at vi kan tilbyde eleverne de bedste salgs- og handelsuddannelser i landet. Det vil vi gerne fortælle de unge – og deres forældre. Samtidig vil vi også gerne vise, at branchen er dynamisk med moderne arbejdsforhold og spændende opgaver. Begge dele håber vi at opnå med dette initiativ," siger Palle Thomsen, adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre.

En kampagne i elevhøjde

Årets Byggecenterdag er som nævnt en del af en større, landsdækkende rekrutteringskampagne hos landets byggecentre. Ud over byggecenterdagen består kampagnen således også af en landsdækkende praktikgaranti og elev-ambassadører. Det store formål med kampagnen er således at gøre karrieremulighederne så håndgribelige som muligt.
"Vi forsøger at fokusere så meget på elevernes oplevelser som muligt – både de nuværende og kommende. Derfor har vi udviklet et digitalt elevunivers - hjemmeside, app og Facebook - hvor vores elevambassadører er omdrejningspunktet. Formålet er at gøre uddannelses- og karrieremulighederne så nærværende som muligt for kommende elever og deres forældre. Desuden har vi udviklet et praktikforløb for folkeskoleelever, hvor de får en både praktisk og teoretisk oplevelse af mulighederne i et byggecenter," siger Palle Thomsen.