"Man forsøger at presse en overenskomst ned i halsen på os!"
"De danske ishockeyklubber skal nu presses til en overenskomst, koste hvad det vil."
Det siger Klaus B. Rasmussen, administrerende direktør i SønderjyskE og formanden for foreningen af danske ligaklubber i en pressemeddelelse. Han siger videre:
"I sommeren 2015 forsøgte fagforeningen DEF (Danske Elitesportsudøveres Forening, red.) med Mads Øland i spidsen at få overdraget alle ishockeyspillernes rettigheder i Metal Ligaen. Rettigheder som alene skulle bruges til at presse klubberne til at indgå en overenskomst, hvorefter rettighederne, mod betaling, kunne komme retur til klubberne."
"Dette ville klubberne ikke uden videre acceptere. Yderligere kom det frem, at en lang række spillere i forhold til DEF ikke anede hvad de havde skrevet under på, herunder endda en række umyndige spillere under 18 år. Samtlige spillere valgte derfor på daværende tidspunkt at tilbagekalde deres rettigheder igen således, at ishockeysæsonen kunne færdigspilles.
Dette nederlag kunne DEF og Mads Øland ikke acceptere, og det meste af efteråret 2015, er der kørt en smædekampagne fra DEF mod dansk ishockey, som i den grad har skadet både sporten og ikke mindst klubberne."
DEF tvinger klubberne til at droppe udlændingeloftet
"De danske ishockeyklubber har, nok ikke overraskende, ikke interessere i at indgå en overenskomst, som mere eller mindre vil overlade klubbernes rettigheder, suverænitet og beslutningsmyndighed til DEF. Dansk ishockey er en ganske lille sportsgren, og mange af klubbernes ledelser består fortsat af frivillige og ulønnede ildsjæle fra breddeklubberne. En overenskomst, som der er lagt op til fra DEF vil derfor også være helt uoverskuelig for klubbernes fremtid. Senest har DEF klandret klubberne for at have et udlændingeloft, som alene blev indført i 2009 for at beskytte de danske spillere og talenter samt økonomien i klubberne. Dette har fungeret upåklageligt, og vi ser i dag flere danske spillere og unge talenter i ligaen end nogensinde før," siger Klaus Rasmussen videre:
"At udlændingeloftet er i strid med EU lovgivningen, har vi hele tiden været bekendt med; men det har ikke desto mindre fungeret godt, og der har på intet tidspunkt været nogen forsmåede parter omkring denne regel i dansk ishockey. Nu bliver det efter al sandsynlighed nødvendigt at fjerne udlændingeloftet til den kommende sæson, hvilket medfører, at klubberne må gå tilbage til de gamle regler fra før finanskrisen med måske 12-14 udlændinge på holdkortet. Det er meget ærgerligt og skadeligt for udviklingen af de danske spillere og for sporten generelt."
Klubber og spillere enige om et kontraktudvalg
!I december 2015 bekræftede alle spillerrepræsentanter og anførere, at man i et kontraktudvalg sammen med klubberne ville arbejde for at få udarbejdet en ny, fælles standardkontrakt, hvor der bliver fokuseret på spillernes ønsker om forbedringer på en række områder, herunder forsikringer i forbindelse med skader og andre passuser.
Ligaanførerne har samtidigt også skriftligt, at de ikke ønsker konflikt; men at man i begge parters interesse skulle afvente og se resultatet af kontraktudvalgets arbejde," siger Klaus B. Rasmussen videre og fortsætter:
"Alt dette har Mads Øland og DEF været fuldt informeret om."
"Her til morgen varsler DEF nu, at man vil gøre sine rettigheder gældende, som klubberne ikke er enige i, hvis ikke der inden to dage er indgået overenskomst med DEF, og samtidig har man udsendt om dette til en række af klubbernes sponsorer.
Fremgangsmåden er helt uantagelig og dybt usympatisk."
"De danske ishockeyklubber, og spillerne, skal nu have presset en overenskomst ned i halsen, koste hvad det vil. Ligaforeningen træder sammen senere i denne uge for at drøfte udviklingen," slutter Klaus B. Rasmussen.