Topchef stopper i kommunen omgående
Kommunaldirektør Søren Bonde er i dag blevet fritaget for tjeneste
Søren Bonde forlader posten som kommunaldirektør i Sønderborg Kommune med øjeblikkelig virkning.
Søren Bonde havde kontrakt til årsskiftet, og i begyndelse af januar besluttede borgmester Erik Lauritzen efter aftale med de øvrige partier, at kontrakten ikke skulle forlænges.
Tirsdag valgte økonomiudvalget så, at fritage Søren Bonde for tjeneste med henblik på at fristille ham.
"Jeg havde personligt håbet på et andet forløb, hvor Søren Bonde kunne passe sit job frem til årsskiftet. Det har vist sig, at det ikke er en optimal løsning for hverken Søren Bonde eller organisationen," fortæller borgmester Erik Lauritzen.
Sådan må det være
Ifølge borgmesteren er beslutningen truffet i enighed med Søren Bonde.
"Søren Bonde og jeg har haft et møde, hvor vi blev enige om, at sådan må det være. Og det har økonomiudvalget bakket op," siger Erik Lauritzen.
Søren Bonde er fritaget for tjeneste frem mod byrådsmødet den 3. februar, hvor byrådet skal godkende en fratrædelsesaftale.
Søren Bonde er berettiget til løn og en fratrædelsesbonus på et ukendt beløb.
Overvejer kontraktform
Økonomiudvalget har indstillet, at vicekommunaldirektør Tim Hansen konstitueres som kommunaldirektør på det kommende byrådsmøde.
Ved næste økonomiudvalgsmøde begynder politikerne processen med at ansætte en ny direktør.
Søren Bonde var ansat på en åremålskontrakt, som blandt Region Syddanmark er gået væk fra, da kontrakterne ofte blive dyre.
Erik Lauritzen vil ikke umiddelbart forholde sig til, om ny kommunaldirektør også skal have en åremålskontrakt:
"Det må vi tage stilling til i løbet af processen."