Formen og taktikken finpudses i Tyrkiets varme
EfB’s trænerteam har haft lange dage med at tilrettelægge temaer, træningspas og en masse detaljer forud for træningslejren i den tyrkiske middelhavsby, Belek, i dagene 8.-17. februar. Men det vil være sliddet værd. At flyve væk fra kunstgræs, regn, blæst og dansk vinterkulde til et velkendt træningsanlæg med græsbaner og helt andre temperaturer byder på nye muligheder i forberedelserne til en spændende forårssæson.
"Vi vil i Tyrkiet videreudvikle de taktiske elementer, vi har arbejdet med herhjemme, og så har vi helt bevidst gemt noget, til vi er på græsbaner i varmt vejr, hvor der er mulighed for at være mere stillestående," siger assistenttræner Lars Lungi Sørensen.
På en anden siden af bordet i EfB’s trænerrum sidder kollegaen Lars Justesen, der i fjor var med Hobro IK i Belek efter at have været på træningslejr i en anden tyrkisk by de foregående fem år. Så også han kender landet, EfB letter med kurs mod fra Hamburg Airport mandag eftermiddag.
"Vores defensive udgang er ved at være på plads, og nu skal vi dybere ned i vores opspil og finpudse det. Vi skal være enige om, hvornår vi lægger det første pres, og hvornår vi presser højt og lavt. I Tyrkiet kan vi stå stille og øve alle de taktiske ting uden at frygte, at spillerne fryser," siger Lars Justesen.
Yderligere en vigtig funktion for de to nye trænere i EfB, cheftræner Jonas Dal og assistenttræner Lars Justesen, er at lære truppens spillere endnu bedre at kende. Det foregår ved separate samtaler med alle 31 spillere, hvor målene for, hvordan de skal træne individuelt i løbet af foråret, også opstilles.
EfB har tradition for at tage flere unge spillere med på træningslejren, så de får et indtryk af, hvordan arbejdet i en superligatrup foregår i en koncentreret periode med 12 træningspas og tre træningskampe, og de bliver matchet på højt niveau. De tre 17-årige, Mark Brink, der allerede er fuldt integreret i A-truppen, samt Daniel Anyembe og Jacob Lungi Sørensen, har fået fri fra skolegangen for at være på træningslejr.
EfB spiller tre træningskampe under opholdet, mod et af topholdene i den slovenske liga, NK Maribor, samt de to slovakiske midterhold, MFK Ruzemboruk og FC Spartak Trnava. Kampene mod de to førstnævnte hold foregår med to forskellige hold fredag den 12. februar, mens EfB møder Spartak Trnava tirsdag den 16. februar som afslutning på træningslejren. Den 44 mand store EfB-delegation lander fra Antalya i Hamburg dagen efter midt på eftermiddagen.
Den sidste træningskamp inden forårspremieren mod FC København i Telia Parken søndag den 28. februar er på udebane mod SønderjyskE 21. februar. På det tidspunkt skal de fysiske og taktiske forberedelser gå op i en højere enhed.
Under træningslejren vil spillere og ledere løbende rapportere om forløbet, både på og uden for banen, på EfB’s hjemmeside.