Fortsæt til indhold

Paraplyer på fødderne for velgørenhed

Buch's Herremagasin samler ind til Hjerteforeningen og hylder samtidigt Latinerkvarterets paraplyhimmel, når forretningen indleder salget af herresokker med paraplyer på.

Arkiv
Af Julie Myhre

Sommeren igennem ser man Vejles turister rette kameraet opad mod den farverige paraplyhimmel over strædet Midtpunktet mellem Nørregade og Vestergade. De fotogene paraplyer har efterhånden slået sig fast som et unikt vartegn for Vejles nye latinerkvarter, mener Morten Slott Buch, der ejer BUCH's Herremagasin i Nørregade. Han har taget initiativet til et nyt velgørenhedsprojekt, hvor kunderne kan støtte Hjerteforeningen ved at pifte garderoben op med nye, paraply-mønstrede herresokker.
”Jeg fik ideen, da jeg så paraply-mønsteret på et parti af sokker fra den danske undertøjs- og strømpeproducent JBS. Så tænkte jeg, at det var en skæg lille gimmick at køre videre med som en hyldest til Latinerkvarterets paraplyhimmel i sommerhalvåret,” siger Morten Slott Buch.
Til projektet har han indkøbt et restlager fra JBS på 3.000 par kulørte bomuldssokker med paraplyer i tre forskellige farvedesigns.
LÆS OGSÅ: Hos Anytime træder man ind i lyset

Et hjertebarn

Som kunde giver du 100 kr. for tre par paraply-sokker og støtter dermed Hjerteforeningen med 50 kr.
”Det er ikke tilfældigt, at pengene går til Hjerteforeningen. Det hænger sammen med, at jeg selv har et hjertebarn derhjemme. Min søn er hjertesyg og blev opereret, da han var helt spæd. Derfor betyder hjertesagen meget for mig,” fortæller Morten Slott Buch.
Han er overbevist om, at velgørenhedsprojektet vil lykkes. Paraply-sokkerne skal nok få ben at gå på.
”Det kunne være sjovt, hvis sokkerne blev udsolgt i løbet af en måned i stedet for et år, men uanset hvad får vi solgt dem. Det er da en sjov lille gaveide i stedet for en æske chokolade, og for turisterne vil et par sokker med paraplyer være en god souvenir at tage med hjem fra Vejle,” siger Morten Slott Buch og peger på, at de farveglade sokker rammer tidsånden.
”Siden Mads Christensen, også kendt som 'Blærerøven', startede trenden med farverige og mønstrede sokker, har vi set, at der gerne må være knald på strømperne til både unge og modne mænd. I det hele taget er stilen jo blevet meget mere afslappet i dag. Mænd helt op til 60-års-alderen tager gerne på arbejde iført sokker med tern, striber, både, ugler eller fisk,” siger Morten Slott Buch.
Højst sandsynligt vil man også kunne ane en paraply eller to under buksebenet på indehaveren af BUCH's Herremagasin, når hele partiet af paraply-sokker er kommet hjem i butikken omkring 1. februar 2016. Flere af de andre forretninger i Latinerkvarteret har vist interesse for at have en demonstrationsmodel af velgørenhedssokkerne stående, blandt andre Luka, Brød & Co., Fabrikanterne og Taverna Hellas.