Fortsæt til indhold

Flyttemænd tømte Nordea-filial i indre by

Efter mere end 40 år i hjertet af Odense er Nordeas bankafdeling i Vestergade nu tømt

Arkiv
Af Emil Hermann

Mandag formiddag var Vestergade blokeret af tre lastbiler.
På hjørnet ved Nordea og Cafe Froggy's er mindst fem flyttemænd i fuld gang med at tømme Nordeas bankafdeling for inventar.
”Vi må ikke holde her i for lang tid, så får vi ballade,” joker den ene flyttemand.
Flyttemændene er tilkaldt, fordi Nordea lukker sin afdeling i Vestergade og flytter medarbejderne ud til afdelingerne på Hjallesevej og Rugårdsvej, hvor Nordeas kassekunder nu fremover bliver henvist til.
Niels Thorslund, der er områdedirektør i Nordea, fortæller, at man var nødt til at lukke ned i Vestergade, fordi de digitale betjeningsmuligheder er blevet så populære hos kunderne.
”Vi kan se, at antallet af kassetransaktioner falder, fordi flere og flere bruger Swipp og netbank, når de skal betale regninger eller lave andre aktiviteter. På den baggrund har vi vurderet, at lejemålet var blevet for stort,” siger Niels Thorslund.
I mere end 45 år har Nordea haft en afdeling på adressen i Vestergade. Niels Thorslund var selv bankelev i 80'erne.
Han har derfor selv set, hvordan banken har udviklet sig – specielt efter opkøbet af Fionia Bank i 2009.
”Indtil vi købte Fionia Bank, havde vi alle typer af rådgivning i Vestergade på de andre etager. Men efter opkøbet af Fionia Bank overtog vi deres lokaler på Vestre Stationsvej, og her flyttede vi også en del af medarbejderne fra Vestergade hen,” siger han og tilføjer:
”Og så havde vi kun stueetagen tilbage i Vestergade med kassebetjening og rådgivning ved skranken.”
Ifølge områdedirektøren er der ingen fyringer i forbindelse med overflytningen.