90 ÅR
Hun har været ansat på Hvidovre Apotek siden 1964, og tager stadig en tørn med, Mary Andersen, der på lørdag den 13. februar runder de 90 år. Mary Andersen, der er født i Brønderslev, flyttede med mand og datter til Hvidovre i 1963, og har boet samme sted på Gl. Køgelandevej lige siden. Allerede året efter - i 1964 - startede hun på Hvidovre Apotek, og i april 2014 var hun i audiens på Christiansborg og blev hædret med Dronningens Fortjenstmedalje. - Hun er “verdens bedste mor” og min bedste veninde og rejsekammerat, siger datteren Ulla Jørgensen. Sammen har de rejst meget i Spanien og Grækenland, og snart skal de sydpå igen. Mary Andersen er også et kært midtpunkt for familien, udover datteren, er der børnebørn, oldebørn og et tipoldebarn.