Fortsæt til indhold

70 år

Arkiv
Arkiv

Jette Kristensen, tidligere borgmester og leder for AOF i Roskilde, fyldte 70 år den 5. januar. Hun er indfødt roskildenser og voksede op i kvarteret ved Præstemarksvej, som dengang blev kaldt for 'Gummiløse', fordi der var så mange børn. Senere flyttede familien dog til Møllehusvej. Hun gik på Roskildes kommunale realskole, der nu hedder Gråbrødre, og afprøvede bagefter forskellige ting, før hun blev ansat på Sankt Hans. Her opstod hendes faglige og politiske interesse for alvor. Ved valget i 1981 kom hun ind i Roskilde Byråd for Socialdemokratiet, da daværende borgmester Lisbeth Olsen fik stor fremgang og trak mange partifæller med ind. Da Henrik Christiansen blev borgmester fra 1986, blev Jette Kristensen ordfører, og de to kom til at køre et tæt politisk parløb i mange år. I denne periode skabte de i samarbejde med blandt andet Bjørn Dahl (V) og Ernst Lindor (K) det moderne Roskilde ved at starte mange store projekter og planer, der efterhånden helt forandrede den ellers lidt stillestående provinsby til en lille storby. Først og fremmest den helt nye bydel omkring RUC og den nye station i Trekroner samt centret og boligområderne i den modsatte del af byen ved Hyrdehøj. Men også hele udvidelsen med en ny ø til Vikingeskibsmuseet og en ny havn, stationscentret og Ro's Torv. Ved Henrik Christiansens død i november 2000 overtog Jette Kristensen posten som Roskildes borgmester, ligesom hun også havde efterfulgt ham som leder for AOF i hjørneværelset i Jomfruklosterets gamle forvalterbolig i Algade 31. Men som mange andre socialdemokratiske kolleger røg hun 'ud af kontoret' i 2001, da statsminister Poul Nyrup havde lagt folketingsvalg oven i kommunevalget. Her mødte ekstra mange vælgere op for at stemme 'mod Muhammed eller Nyrup og for Pia Kjærsgaard eller Fogh', så Anders Fogh blev ny statsminister, mens Bjørn Dahl blev ny borgmester i Roskilde, der i denne periode havde borgerligt flertal for første og eneste gang siden 1978. Jette Kristensen har siden hun var helt ung været gift med Arne, der i mange år arbejde på Roskilde Vandværk. Sammen har de datteren Trine, der arbejder med forretningsmæssig brug af de sociale medier.