Bageribrand var påsat - men næppe seriebrandstifters værk
"Branden er påsat."
Sådan lyder den foreløbige konklusion fra Fyns Politis efterforskningsleder Henrik Justesen angående nattens brand hos Dyrup Bageri - Brød og Mad hos Randrup på Faaborgvej.
Ved et-tiden brød en ukendt gerningsmand ind i bagerbutikken.
Branden sker i samme område, som seriebrandstifteren har huseret i, men Henrik Justesen føler sig ret sikker på, at der ikke er tale om samme gerningsmand.
"Det er simpelthen på grund af fremgangsmåden. Tidligere har vi ikke set, at man er brudt ind og har sat ild til noget. Det har vi i den her sag. Han bryder ind, der går en indbrudsalarm, og så sætter han ild til forretningen."
I de mange andre sager om påsatte brande, som seriebrandstifteren menes at stå bag, er der sat ild til bygningerne ved den udvendige facade.
"Jeg tror ikke på, at det er samme mand, vi leder efter. Nu har vi set videomaterialet, og jeg synes, at denne gerningsmand ser noget større ud ham, vi ellers søger efter. Derfor tror jeg heller ikke, der er nogen sammenhæng mellem de to sager, men det må vise sig, når vi får held til at fange dem," siger Henrik Justesen og slår fast, at politiet nu vil analysere videomaterialet grundigt for at se, om man på den måde kan finde frem til en karakteristik af brandstifteren.
"Under alle omstændigheder er branden påsat, og det er selvfølgelig strafbart, så den sag bliver efterforsket ligesom alle de andre."