I giver så meget til os
Roskildes sportsvindere i 2015 blev hyldet af borgmester Joy Mogensen og RIU-formand Jørgen Aufeldt
- Når vi giver noget ekstra af os selv, får man endnu mere igen, sagde borgmester Joy Mogensen til de knapt 200 lokale sportsfolk og ledere, der i 2015 kom hjem med danske eller internationale titler til domkirkebyen.
Sammen med andre idrætsudøvere, repræsentanter for byens foreninger, uddannelsessteder og kommunens fyldte de Roskilde-hallen fredag aften til den store årlige idrætsfest.
Borgmesteren brugte udtrykket om 'at give noget ekstra af sig selv' som gennemgående tema både for værdien af de lokale sports-vinderes indsats og om deres betydning for kommunen.
- Man skal tro på sig selv for at satse så meget, som i tør og gør. Selv om man ikke er sikker på at at få resultater ud af det. Men når man giver noget ekstra af sig selv, får man også endnu større støtte fra andre, forklarede hun om kommunens opbakning til den lokale sport.
Næststørst indflydelse
Inden havde Jørgen Aufeldt, formanden for Roskilde Idræts Union, der er fælles paraply-organisation for de godt 30.000 idrætsfolk i alle kommunens sportsklubber, holdt en ganske underholdende tale.
Inspirationen var tydelig fra hans forgænger, den lokale drabschef Ove Pedersen med tilnavnet 'Roskildes Wallander', der havde gjort det til en god tradition.
Aufeldt kunne blandt andet henvise til en ny undersøgelse fra Dansk Idræts Forbund om, hvem de tre mest indflydelsesrige idrætsledere er i kongeriget.
På første og tredjepladsen kom de to medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité, den gamle badminton-stjerne Poul Erik Høyer og Kronprins Frederik.
Men mellem dem på en andenplads kom revisor John Petersson fra Roskilde, der selv i sin aktive karriere hjemførte et hav af medaljer i svømning ved Paraolympiske Lege.
RIU-formanden benyttede også lejligheden til at takke kommunen og festivalen, der er med til at sørge for den store årlige sportsfest i Roskilde.