Fortsæt til indhold

Nu skal der findes 24 sportsglade elever!

Informationsaften om ny udskolingslinje med eliteidræt

Arkiv
oas@hvidovreavis.dk

Når sommerferien er slut, starter den allerførste 7. klasse på Hvidovres nye udskolingslinje med eliteidræt. Klassen vil bestå af piger og drenge, der er idrætsudøvere på eliteplan eller tilsvarende niveau og som ønsker at forene skolegang med seriøs træning, stævner og konkurrencer. For at blive optaget på den nye udskolingslinje med eliteidræt, skal eleven dyrke sport på eliteniveau. Et særligt råd - Rådet for Eliteidrætslinjen i Hvidovre Kommune - vil tage stilling til alle ansøgninger og vurdere, hvem der skal have de 24 pladser, der er i linjens første 7. klasse. På informationsaftenen den 10. februar kl. 19-21 på Engstrandskolen kan elever og forældre høre mere om både linjen, hvilke kriterier man skal opfylde, og hvordan man søger om optagelse samt stille spørgsmål. Den almindelige faglige undervisning kommer til at foregå på Engstrandskole, og eleverne vil efter 9. klasse komme til folkeskolens afgangsprøve, så de kan søge ind på ungdomsuddannelserne. Men idræt vil naturligvis komme til at fylde meget og der vil blandt andet være idrætsvalgfag, coaching, psykologi, undervisning i korrekt kost samt fleksibilitet og ekstra timer der giver plads til træning og stævner. Træningen vil både foregå i klubberne og med klassen i Frihedens Idrætscenter eller Hvidovre Motionscenter. Hvert år fremover vil der blive startet en ny 7. klasse på uskolingslinjen for eliteidræt.