Sidste dialogmøde på Risbjergskolen
- nu skal der snart tages beslutning, om skolens SFO-struktur skal ændres
De undrede sig over, at de ikke var blevet inddraget i beslutningen, og de undrede sig over, at tre SFO’er, der efter deres mening var meget velfungerende, pludselig skulle ændres. En underskriftindsamling og et fremmøde til kommunalbestyrelsens møde i december fik imidlertid den betydning, at skoleledelsen skiftede kurs og inviterede forældrene til et møde om tankerne bag ændringen af SFO-strukturen. På mødet, som blev beskrevet her i Hvidovre Avis, lovede skoleleder René Rasmussen Sjøholm en ny og åben dialog, hvor forældrene i løbet af tre kommende dialogmøder ville blive inviteret med til at drøfte mulighederne for en eventuel forandring på Risbjergskolen. På de to første møder blev henholdsvis sen klassedannelse og ændring af skolens nuværende spor-stuktur drøftet. Mandag aften i sidste uge blev det sidste af tre dialogmøder afholdt i Risbjergskolens aula. Omkring 40 forældre var mødt op og blev orienterent om årsager til og muligheder for en ændring af skolens nuværende SFO-struktur med Bjerget, Alleen og Stien. Skoleleder René Rasmussen Sjøholm præsenterede på mødet blandt andet en række mål med en ændret SFO-struktur samt en række slides, der viste, hvordan lokalerne i de tre SFO'er efter skoleledelsens mening ville kunne bruges mere hensigtsmæssigt. Meningen med en strukturændring er blandt andet, at de tre nuværende SFO’er sammenlægges til en SFO, så lokalerne der nu står tomme indtil SFO-børnene får fri fra skole, i højere grad kan sambruges. En sådan ændring vil betyde, at SFO-børnene i højere grad vil bruge deres klasselokaler til SFO-lokaler efterfølgende. En sådan ændring betyder, i følge Risbjergskolens ledelse også, at der blandt andet vil blive frigjort nødvendig plads til de ældre klasser. På dialogmødet blev der desuden holdt en workshop, hvor forældrene gik ud i fire grupper for at drøfte, hvad de mente var henholdsvis godt og dårligt ved en eventuel ændring af SFO-strukturen. Hvidovre Avis var til stede i en af grupperne, hvor den overvejende stemning var, at en ændring af den nuværende SFO-struktur ville ske på bekostning af en nuværende velfungerende struktur, hvor forældre typisk havde valgt SFO efter deres barns særlige behov. Efterfølgende fremlagde skolebestyrelsen resultaterne fra grupperne. Hovedpointerne fra gruppearbejdet vil indgå i den kommende beslutningsproces, hvor skoleledelsen efter drøftelse med skolebestyrelsen vil træffe beslutning om en eventuel ændring af skolens SFO-struktur. Hvidovre Avis har efterfølgende modtaget kritik fra skolebestyrelsen for at have dækket sagen. Læs denne uges kommentar på side 4.