Rekrut i Avedørelejren

Keld Jensen blev rekrut i Avedørelejren d. 2. september 1958. Med sin indkaldelse til i lommen og rygsækken på ryggen vinkede han farvel til sin mor og drog fra Nykøbing Sjælland. Keld var 18 år gammel, og den unge mands rekruttid begyndte i det øjeblik, han trådte gennem hovedporten i militærlejren: - Vi kom ind derude ved - ja nu hedder det jo Alarmpladsen, men jeg kan ikke huske, hvad det hed dengang - og stillede op. Så blev vores navn råbt op, og vi fik tildelt vores nummer - og efter den tid, var der aldrig nogen, der kaldte hinanden ved navn, fortæller Keld, der blev til rekrut nummer 367 118 i 13. luftværnsafdelings 3. batteri. Til hverdag gik soldaterne dog kun under deres tre sidste cifre. Så når Keld trådte gennem hovedporten og gik fra civil til soldat - så var han ganske enkelt kendt som rekrut “118”.

Jyder & Sjællændere for sig

Nu er det jo de færreste ting i Hæren, der er overladt til tilfældighederne. Såvel heller ikke den måde de nye rekrutter fik tildelt gruppe og soldaternummer på, erindrer Keld. Først blev de mange nye rekrutter opdelt i to grupper. Den ene bestod af dem, der kom fra Jylland og Fyn, mens den anden gruppe bestod af dem, der kom fra Sjælland, Lolland og Falster. Efterfølgende blev numrene fordelt efter et system, hvor den højeste rekrut fra hvert hold fik det laveste nummer og så fremdeles: - Den højeste på mit hold fik nummer 106, og den mindste fik nummer 162, fortæller Keld, der med det tildelte nummer 118 var i blandt de højeste rekrutter i hans deling. Efter indtrædelsen fik rekrutterne en bid mad i kostforplejningen, husker Keld. Forud for måltidet havde de unge mænd modtaget både uniformer og forskelligt andet udstyr. Blandt andet en feltkasserolle og deres personlige spisebestik. De fik også udleveret deres våben, der for nogens vedkommende var maskinpistoler, mens andre - heriblandt Keld - fik geværer. Kelds var et såkaldt Garant gevær med nummeret 22 74 406. Da måltidet var indtaget, blev de indkvarteret i de røde tre etagers bygninger, der i dag er udstykket i andelsboliger: - Hvis man står på Alarmpladsen, og så kigger lige frem, så lå vi på 1. sal i den røde bygning der lå der. Så vidt jeg husker, var der kun stuer på 1. sal og i stuen, mens der på 2. sal var pudserum, hvor vi sad og ordnede vores geværer, forklarer Keld, mens han forsøger at genkalde sig, hvad der lå hvor i lejren, da han var rekrut.

God stemning & rindende koldt vand på gangen

Rekrutternes højde havde også indflydelse på, hvor - og med hvem - de blev indkvarteret. På første stue boede de højeste rekrutter - heriblandt Keld - og så fremdeles. På hver stue lå de 16 mænd, forklarer Keld og tæller efter på et soldater-gruppebillede han har medbragt til interviewet. Fotografiet frembringer ganske mange minder hos Keld: - Ham der - nummer 126 fra stue 2 - han havde sin guitar med, og åh, han sang bare så godt! Når vi sad om natten og ventede på, at vi skulle på øvelse kunne det godt blive lidt langsommeligt. Vi vidste jo aldrig, hvornår vi blev kaldt ud. Men så fandt 126 sin guitar frem og underholdt. Jeg kan f.eks. huske, at han ofte sang den der sang “Down by the riverside”, der var så populær dengang, siger Keld, mens han peger på en af rekrutterne på fotografiet. Keld og de 15 andre højeste rekrutter i delingen flyttede ind på stue 1, og det var nu slet ikke så tosset endda: - Der var varme på stuerne og en meget lang kumme med koldt, rindende vand på gangen, hvor vi kunne vaske os. Der var vist også en bruser med varmt vand på gangen, og det var dejligt, for så behøvede vi ikke at bruge Badeanstalten, fortæller Keld og forsætter med en beskrivelse af, hvordan værelserne var indrettet. Rekrutterne lå side om side i køjesenge, og imellem hver seng var der et todelt skab. Den øverste del tilhørte rekrutterne i den øverste køje og den nederste til rekrutten i den nederste køje. Derudover havde de alle medbragt hver deres solide hængelås, som de skulle bruge til at sikre et større skab i et andet rum lidt længere henne af gangen. I skabet blev de ting, der fyldte lidt mere som fx støvler og tasker, opbevaret. Skabet rummede også rekrutternes forskellige uniformer, og da det ikke var tilladt at have civilt tøj på, mens man var på kasernen, var der selvfølgelig en uniform til enhver lejlighed: - Vi havde både vores pæne uniform eller udgangsuniformen, som den blev kaldt, samt to sæt rejsetøj og en vagtuniform, fortæller Keld og forklarer, at de allerede på første dag blev bedt om at sende deres civile tøj hjem til deres civile bopæl.

Rekrutternes dagligdag på kasernen

Rekrutterne tilhørte 3. batteri i 13. luftværnsafdeling, og deres dagligdag bestod af en række forskellige øvelser, der blandt andet skulle gøre dem kompetente til at betjene de 90 mm kanoner, der stod i Avedørelejren. Kanonerne stod indenfor i en del af de lave gule murstens bygninger, der er placeret mest nordligt i lejren, og rekrutterne måtte køre dem frem og tilbage ved hver øvelse. Mest af alt bestod rekrutternes oplæring i at rengøre, vedligeholde og pudse kanonerne. Med Kelds egne ord gik rekrutterne også gader og stræder i området omkring lejren og ved voldene tynde: - Vi gik ud af hovedporen, og så drejede vi til højre og marcherede op til volden. Der lå nogle huse lidt henne ad vejen, hvor nogle af officererne boede privat. Når vi så var færdige med at springe rundt og lave øvelser oppe ved volden, så marcherede vi tilbage igen gennem Avedøre by. Vi gik ad Byvej, hvor der dengang lå gartnerier langs vejen på venstre side. På det tidspunkt var vi alle ved at være godt trætte efter både march og øvelser, og så glædede vi os til at komme tilbage til lejren, fortæller Keld. Af og til var der også på øvelser på den anden side af Køgevejen nede ved Avedøre Flyveplads. Her stod der en masse af Avedørelejrens kanoner, og Keld kan huske, hvordan de på skift havde til ansvar at holde opsyn med bygningerne og kanonerne om natten. Sammen med en makker gik tjansen ud på, at man en gang i timen i løbet af natten skulle cykle til Flyvepladsen og gå en runde for at tjekke bygninger og kanoner: - Man skulle flytte nogle brikker undervejs som bevis på, at man havde været hele runden igennem, og så var der en officer, der kørte ned og tjekkede efter, forklarer Keld.

Soldaterhjem & udgang

Rekrutterne havde udgang indtil kl. 22.00, men kunne søge om nattegn til midnat eller klokken et. Det var dog et strengt krav, at rekrutterne skulle se pæne og præsentable ud i deres uniformer, når de bevægede sig rundt ude i den civile verden. Så det gjaldt om at have pudsede emblemer og rene støvler, for ellers risikerede man ganske stor ballade, fortæller Keld med en alvorlig mine. Fritiden blev blandt andet brugt på soldaterhjemmet. Her fordrev Keld og de andre rekrutter tiden med at drikke kaffe, snakke, spille spil eller læse. Men det hændte også, at Keld hoppede på sin cykel og begav sig til Frederiksberg for at besøge sin bror og svigerinde. Keld, der var opvokset på Falster, var dog nødt til at have et par pejlemærker undervejs på turen, så han ikke farede vild. Det vigtigste var Flaskekroen, der lå på grænsen til København på hjørnet af Brostykkevej og Køgevej, forklarer han og erindrer, hvordan Avedøre Havnevej dengang endnu ikke var anlagt.

En sumpet affære

Livet som rekrut var af og til en beskidt affære. Det mærkede Keld og hans deling blandt andet d. 22. december 1948. Det var dagen, hvor samtlige rekrutter skulle hjem på juleorlov, men uden at vide helt hvorfor var fenrikken blevet overordentligt utilfreds med Keld og hans deling: - Vi havde gjort kasernen og vores stuer fint i orden forud for vores afrejse. Vi havde vasket gulvene, og der var kommet olie på, og vi havde pudset vores geværer. Men så blev vi beordret til at samle alt vores gøgemøg og stille op ude på pladsen i fuld uniform - og så blev vi ellers sendt derned omkring Brøndby Strand, hvor Kystagerparken ligger i dag, og det var altså noget sumpet noget at kravle rundt i. Så vi var så møgbeskidte, da vi kom tilbage til kasernen, at vi svinede alting til igen og kunne begynde forfra. Heldigvis for mig skulle jeg helt til Nykøbing, så mens jeg og de andre, der havde længere rejsetid, fik lov til at tage af sted, måtte de indfødte københavnere blive tilbage og gøre rent, fortæller Keld med et grin. Keld var en ganske eksemplarisk soldat, der kun havde set lejrens lille fængsel udefra. Men en enkelt gang eller to lykkedes det ham at ophidse en overkommanderende. En gang var han blevet alt for langhåret og havde været for doven til at få gjort noget ved det. Det selvom delingens sergent flere gange venligt havde henstillet til, at han skulle se at få gjort noget ved hårpragten. Til sidst blev det for meget for sergenten, der bad Keld stille på sit kvarter medbringende sin feltkasserolle: - Da jeg kom hen til ham, satte han uden et ord kasserollen på mit hoved, og så klippede han alt det hår af, der stak uden for kasserollen. Han skulle vel egentlig have indberettet mig for lydighedsnægtelse, men han klippede altså i stedet det hele af, og så var det ordnet.

Basse på Østerbro Kaserne

Da Kelds rekruttid i Avedørelejren var slut, blev de unge mænd fordelt på andre kaserner i Danmark. Samtlige jyder røg til Nr. Uttrup nord for Limfjorden, mens Keld og de andre sjællandske rekrutter blev delt i to. Den ene halvdel kom til Kløvermarkens Kaserne på Amager, mens resten heriblandt Keld blev sendt til 10. luftværnsafdelings 1. batteri på Østerbro Kaserne. Selvom Keld aldrig havde sat sine ben på kasernen på Amager, erindrer han den enorme lettelse over ikke at være blevet udtaget til at skulle til Kløvermarken: - Nej, det var ikke et sted, man havde lyst til at komme hen. Der var ret primitivt. Der var vist kun nogle barakker - så vi ville helst til Østerbro, siger Keld, mens han eftertænksomt tilføjer, at alle vidste, at man havde det rigtig godt på Østerbro Kaserne, fordi der ikke var så mange stroppeture. Mens samtalen lakker mod enden, fremhæver Keld, at han mindes sin soldatertid med stor glæde: - Der er nogen, der siger, at de havde en forfærdelig tid som soldat, men jeg har altid været glad for det. Selvfølgelig var der tidspunkter, hvor det var lidt strengt - når man kom hjem og var helt møgbeskidt og udmattet. Men jeg synes, at os 16 på stuen havde det enormt godt sammen - der var et godt venskab mellem os. Keld Jensen afgik desværre ved døden i april 2015 efter kortere tids sygdom. Æret være hans minde.