Ny hundeskov i Børkop er klar
Egentlig skulle hundeskoven i Børkop først indvies til foråret, men den nystartede forening Børkop Hundeskovs Venner ville det gerne anderledes. Foreningen har ønsket at rykke den officielle indvielse frem, da hunde og hundeejere ganske enkelt ikke kan vente længere.
Og det er nu lykkedes. Således indvies den nye hundeskov søndag den 7. februar klokken 13. Her vil der først være en række taler ved blandt andet formand for Teknisk Udvalg Peder Hummelmose, inden at landbetjenten kan klippe den røde snor og officielt erklære hundeskoven for åben.
Søren Peschardt, formand for Natur- & Miljøudvalget, er godt tilfreds med, at den nye hundeskov indvies allerede.
”Det er fantastisk, når borgerne tager så godt imod et nyt projekt, som tilfældet er med Børkop Hundeskov. Der har tydeligvis været et stort behov for en hundeskov i netop Børkop, og det er derfor dejligt, at vi allerede nu kan indvie hundeskoven,” siger han i en pressemeddelelse.
Søren Peschardt fortæller videre, at formændene for de tre udvalg (Natur- & Miljøudvalget, Teknisk Udvalg og Udvalget for Lokalsamfund & Nærdemokrati) allerede i sommeren 2015 var enige om, at der skal arbejdes med etablering af hundeskove ved alle centerbyerne, og hundeskoven i Børkop er så blevet den første.
Der er adgang til hundeskoven fra Vognsvadvej, hvor der er etableret en parkeringsplads. Du kan også nå hundeskoven via det stinetværk, der findes i den nordlige ende af Børkop. Vejle Spildevand har åbnet for færdsel til og fra hundeskoven langs med Skærup Å og et regnvandsbassin. For let adgang til hundeskoven er der etableret en lille bro over Skærup Å.