I med- og modvind
Pressen er altid velkommen, når en borgmester skal klippe en rød snor, den amerikanske ambassadør dukker op i lokalsamfundet eller et nyt anlæg skal indvies. Hvidovre Avis er typisk inviteret, når alle kan klappe i hænderne og glæde sig over tingenes glimrende tilstand. Og avisen står da også ofte beredvilligt på sidelinjen, klar til at forevige og viderebringe de gode nyheder. Men hvis Hvidovre Avis skal have sin berettigelse og ikke bare være et kommunalt propagandakorps, så står avisen selvklart også på sidelinjen, når sagen har en anden karakter, der er knap så rosenrød. Når beslutninger, der måske ikke harmonerer med lovlighed, demokratiske principper og borgerinddragelse, måske er ved at blive truffet, eller når f.eks. en stor gruppe forældre frygter, at deres argumenter og input bliver overhørt. Sidstnævnte eksempel var årsag til, at Hvidovre Avis var til stede, da det tredje dialogmøde mellem Risbjergskolens ledelse og forældre til børn i en af skolens tre SFO'er i sidste uge var til møde for at drøfte en eventuel kommende ændring af skolens SFO-struktur. Avisen blev imødekommende budt velkommen og introduceret for deltagerne. Det var derfor overraskende, at overtegnede fire dage efter dialogmødet blev kritiseret for at bruge en metode, der ikke kunne bifaldes. Altså, en kritik der faldt FØR der overhovedet var offentliggjort et ord om dialogmødet og EFTER at ingen på mødet ytrede et ord om, at Hvidovre Avis ikke var velkommen. I denne avis kan artiklen fra dialogmødet så læses. Der er formentlig ingen af parterne, der synes, at artiklen helt dækker sagen, set fra deres synspunkt, men kritik er mere end velkommen. Det er typisk et arbejdsvilkår for en journalist, der som udgangspunkt forsøger at dække de forskellige holdninger til sagen - både i medvind og modvind.