Fortsæt til indhold

Det sagde de

om Roskildes brev til regeringen

Arkiv
Erling Pedersen

BENT JØRGENSEN (V): - Hvis vi kan blive enige om en ordlyd i dette brev, bliver det taget alvorligt. Roskilde har allerede i 2015 haft udgifter på 15 millioner kroner til flygtninge, som vi ikke har fået penge for af staten. Sagen er meget alvorlig, og derfor er det forkert sted nu at komme med en generel kritik af regeringens økonomiske politik. HENRIK STOUGAARD (El): - Hvis vi ikke understreger, at flygtningene langt fra er Roskildes største økonomiske problem - det er regeringens politik med nedskæringer på kommunens økonomi - så gør vi jo flygtningene til syndebukke, og det kan vi under ingen omstændigheder være med til. KARSTEN LORENTZEN (DF): - Vi har ønsket et kompromis om det, som hele byrådet kunne blive enige om. Det ville være et stærkt signal fra Roskilde, men det ødelægger flertallet nu. Vi kunne sagtens være kommet med noget om, at flygtninge slet ikke skal integreres men bare indkvarteres, til de kan sendes hjem igen. Det har vi ladet ligge denne gang. Alligevel foretrækker flertallet desværre en ideologisk markering fremfor et brev, der kan få betydning. JEPPE TROLLE (R): - Jeg er med på at sende et brev til regeringen, hvor vi kræver, at den også betaler for det, der er statens opgave. Hvis vi ikke nævner statens nedskæring på kommunerne, bliver det misvisende, for de ekstra udgifter til flygtninge er kun en lille del af vores økonomiske problem. KARIM ARFAOUI (S) var uforstående overfor, at V og DF ikke vil være med til at påpege konsekvenserne af regeringens store nedskæring på kommunerne, når KL-formanden, der også er Venstra-mand, er så skarp i sin kritik. LARS LINDSKOV (K): - Uanset om vi har haft den ene eller den anden regering, har der altid været en tendens til, at de har ville udhule kommunernes økonomi og indskrænke vores selvstyre. Derfor skal vi protestere til staten og regeringen som sådan. MERETE DEA LARSEN (DF): - På sidste møde i byrådet stillede vi et forslag om, at byrådet skulle lave et brev til regeringen og Folketinget om, at Roskilde og andre kommuner ikke får fuld dækning for de ekstra flygtninge, som vi pålægges at modtage. Nu bliver det pludselig lavet om til noget helt andet. Det er typisk for den manglende vilje til samarbejde, som det røde flertal her i byrådet i stigende grad viser. BIRGIT PEDERSEN (SF): - Efter min mening bliver det et udmærket brev, der fortæller, hvordan det hele hænger sammen. Derfor er det vigtigt, at vi også sender det til KL, der snart skal forhandle med regeringen om kommunernes økonomi for de næste år.

Jeppe Trolle fra De Radikale
Henrik Stougaard fra Enhedslisten