Tobias TKB indtager Kolding
Den 11-årige rapper Tobias TKB giver koncert i Storcenteret
Lørdag aften kan man opleve den kun 11-årige rapper og sanger, Tobias TKB fra Viborg, på TV2's program “Danmark har talent”, men allerede klokken 14 lørdag eftermiddag kan man opleve ham i Kolding Storcenter, hvor han giver koncert.
“Jeg synes, at det er mega fedt at komme ud og underholde. Når publikum klapper med eller råber på ekstranummer, bliver man virkelig glad på scenen,” fortæller Tobias TKB, med det borgerlige navn Tobias Kirkegaard Brix.
Han har rappet i et halvt år, men har derudover været med i skolebandet. Derudover er han en aktiv gymnast, der træner 15 timer om ugen.
“Jeg passer ikke så godt ind i skolen, men jeg passer ind i gymnastik og musik - nogle af mine bedste venner har jeg mødt herigennem. Indenfor musikken har jeg for eksempel selvtillid og ved, at jeg kan underholde folk,” siger Tobias TKB.
Han ser frem til weekenden, ikke bare på grund af koncerten, men også fordi han endelig får lov til at se udsendelsen om sig selv.
Med blikket mod stjernerne
Tobias er personligt stor fan af den danske musiker Ankerstjerne, og fortolker hans musik til sine koncerter. Og i modsætning til de fleste andre har han faktisk mødt sit store idol flere gange.
“Du er for sej, Tobias”, sådan lød vurderingen fra Ankerstjerne, efter de gav et nummer sammen i DR's Aftenshowet i oktober.
Og det er ikke den eneste gang, de to har mødt hinanden. Faktisk har Tobias hele to gange fået lov til at møde sit idol, og har endda optrådt sammen med den danske musiker.
“Det var noget af en overraskelse, både at han var med til min første koncert og at han dukkede op i Aftenshowet. Han er virkelig rar, og han gav mig en guldplade med mit navn på, der hænger på min væg derhjemme. Derudover passer hans musik også til mit liv. Jeg kan relatere til det med ikke at passe ind i skolen,” siger Tobias TKB.
Derfor bliver Tobias også ved med at optræde med Ankerstjernes musik - i hvert fald indtil senere på året, hvor de første af Tobias' numre er færdigproducerede.
“Der kommer to til forår og to til efteråret, og de skal handle om kærlighed og at tro på sig selv - så det bliver et par hurtige og et par langsomme numre,“ slutter den unge rapper, der glæder sig meget til sin koncert i Kolding, der er nummer fire ud af de 50 planlagte koncerter han har i 2016.