Hvidovre-børn samler ind i den gode sags tjeneste
I anledning af Danmarks Indsamlingen løb eleverne på Avedøre Skole for at samle penge ind
Pengene havde eleverne samlet ind allerede fredag i ugen før, da skolen arrangerede et sponsorløb. Sponsorerne var forældre, bedsteforældre og andre, der havde lyst, som donerede penge for hver omgang, deres barn/barnebarn løb. Børnene løb langt - og så løb beløbet også hurtigt opad. På kommunens Facebook-side skriver flere forældre og bedsteforældre stolt, at deres børn har løbet 10, 11, ja helt op til 17 kilometer på de par timer, der var til rådighed. Desuden roser de skolen for initiativet og arrangementet. - Det var fedt, og vi fik snakket i klasserne om det at gøre en god gerning på en anderledes måde, og nu ved vi, at vi har gjort noget godt. Det gør en forskel, at man synes, at man fysisk har ydet noget for at samle ind. Man oplever at hjælpe hinanden ved at sponsere og heppe på hinanden, siger elevrådsformand på Avedøre Skole, Wandifa Danpha, som går i 9. klasse. Elevrådets næstformand, Dafina Zekiri fra 8. klasse, tilføjer - Det er rart at vise, at vores skole kan noget, og at eleverne vil gøre noget for det. Mens vi gør noget godt for andre, får vi selv motion og lærer noget om at hjælpe andre. Avedøre Skole er dog ikke de eneste, der har samlet ind. HvidovreBibliotekerne modtog 275 såkaldte “godhedsbeviser” fra børn i Hvidovre. Hvert bevis gav Ole Kirks Fond 25 kroner til Danmarks Indsamlingen. Ole Kirks Fond endte med at kunne give mere end 6 mio. kroner videre.