44 gram hash fundet i bil
Politiet fattede torsdag eftermiddag mistanke til fire personer i en bil i Esbjerg
Kørsel af motordrevet køretøj i påvirket tilstand er både farligt og dyrt. Det fik flere at mærke sent torsdag i Esbjerg.
På Grundtvigs Allé stoppede politiet kl. 00.30 en bare 16 år gammel dreng på en knallert. Drengen viste sig at være alkoholpåvirket. Han tiltrak sig ordensmagtens opmærksomhed, da han dels kørte rundt uden hjelm og dels havde en passager siddende ulovligt bagpå. Desuden stoppede drengen ikke i første omgang, da politiet gav tegn til ham, så han kan nu se frem til flere "hilsner" fra politiet. Ganske få minutter efter stoppede politiet en 23-årig mandlig bilist i Nørregade. Han viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer og kan også se frem til en hilsen fra politiet.
Torsdag eftermiddag var der også stoffer indblandet, da politiet stoppede en bil på Gammelby Ringvej. I bilen sad fire personer, som politiet hurtigt fattede mistanke til. De gennemsøgte bilen og fandt ganske rigtigt 44 gram hash i den. En 23-årig mand er nu sigtet i sagen.