Fortsæt til indhold

Tyve stjal tøj for 100.000 kroner

Serie af indbrud mod butikker og virksomheder de seneste døgn

Arkiv
Mikkel Hansen

Der har de seneste døgn været et usædvanligt højt antal af indbrud begået mod butikker og virksomheder i kommunen.
Værst gik det ud Tøjeksperten på Slotsgade i Gråsten, hvor tyve stjal tøj for omkring 100.000 kroner.
Indbruddet er sket i tidsrummet fra lørdag eftermiddag til mandag morgen.
"Tyvene kom ind ved at knuse en rude i en dør. Vi formoder, at det er sket natten til mandag," siger Svend Erik Lassen fra Sønderborg Politi.
Der blev stjålet tøj for omkring 100.000 kroner ved indbruddet samt et mindre beløb fra kasseapparatet.
Også Bundgaard Tøj i Nordborg har været ramt af indbrud i weekenden.

Flere indbrud i Sønderborg

Natten til i dag var der også en serie indbrud mod lokale erhvervsdrivende.
Omkring midnat var der indbrud i Synshallen Kærvej, hvor en rude i indgangspartiet blev knust. Der er tilsyneladende ikke stjålet noget.
Klokken 00.45 kontaktede en borger politiet, da han havde set tre mørkklædte mænd løbe bort fra bygningen, der rummer Kalles Dækcenter og Avis Biludlejning. En patrulje fra politiet fandt ingen tyve, men en åbentstående dør hos biludlejningen. Tyvene fik sandsynligvis ikke noget udbytte.
Der har også været indbrud i Thybo Proshop ved Alssund Golfklub. Det skete cirka kl. 03.30, hvor en rude i en dør blev knust. Kasseapparatet blev opbrudt og et mindre kontantbeløb blev stjålet.
Også frisørsalonen Prestige Hair & Beauty på Perlegade i Sønderborg har været udsat for indbrud natten til i dag. Tyvene stjal blandt andet hårprodukter, hair extension og en computer.
Sønderborg Politi vil gerne høre fra borgere, der har oplysninger i en eller flere af sagerne. Politiet kan kontaktes på tlf. 114.