PH-lamper i høj kurs
Louise Ritter
To indbrud og en narkopåvirket bilist er, hvad der fylder i politiets rapport over det seneste lille døgn i Esbjerg.
Onsdag aften kort før kl. 20.30 blev en dør opbrudt til et hjem i Frodesgade hvorfra der forsvandt en to personers Børge Mogensens sofa og en PH-lampe.
Også en villa i Skjoldsgade har haft ubudne gæster. Her blev et stuevindue kort før kl. 04.00 opbrudt, hvorefter en hånd blev rakt ind og en PH-lampe snuppet. Tyven stak med stor sandsynlighed af på en damecykel i retning af Kronprinsensgade.
I løbet af natten blev en 23-årig mand fra Esbjerg stoppet i sin bil i Torvegade. Han viste sig at være påvirket af euforiserende stoffer.